fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Osasuna 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 31.01.24

© Getty Images
// Osasuna

FC Barcelona: Peña, Cancelo, Koundé, Araujo, Cubarsí, De Jong, Gündogan, Pedri (Romeu 77’), Yamal, Lewandowski, Torres (Fermín 6’, Roque 63’))

Bænk: Christensen, Fermín, Romeu, Roque, Astralaga, Casadó, Kochen, Unai og Fort

Mål: 1-0 Roque (64’)

Barca tog imod Osasuna i den udsatte kamp fra 20. runde, hvor begge hold var i Saudi Arabien for at spille med i den spanske Supercup.

Artiklen fortsætter under annoncen


Kampen fik en kedelig start for Barca, for allerede efter fem minutters spil måtte Ferran Torres udgå med en baglårskade. Han blev klappet af banen, da han blev afløst af Fermín López. Barca havde et godt flow i sit spil, men det var først i det 12. minut af de afsluttede for første gang i opgøret, da Lewandowski sendte bolden tæt forbi mål med hovedet. Barca havde bolden klart mest, men Osasuna stod godt defensivt og afviste hvad der kom uden de store problemer.

Barcas overtag var markant, men uden at de virkede som den store trussel. Tempoet manglede i opspillet og det samme gjorde idéerne. Det blev til et par lige-ved-og-næsten muligheder til Lewandowski og Fermín, men uden at det kom til afslutninger. Tilskuerne på det velbesøgte Estadi Olímpic gjorde hvad de kunne for at bakke holdet op og i det 35. minut var de tæt på at få noget at glæde sig over, da Koundé på et hjørnespark headede tæt over mål.

Osasuna var meget sjældne gæster i Barcas felt, men i det 38. minut fik de et hjørnespark, hvor Budimir stod fri i feltet, men hans hovedstød gik ved siden af mål. Nogle minutter senere var det Fermín der afsluttede på en returbold på et hjørnespark, men her gik bolden et stykke over. Første halvleg blev afsluttet med et hovedstød af Koundé, hvor bolden gik lige forbi. Barca måtte således gå til pause uden at have ramt målet en eneste gang de første 45 minutter.

Barca lagde ud i anden halvleg med at skabe en god mulighed til Yamal, hvor bolden endte i handskerne på målmanden. Problemerne med at sætte sig igennem fortsatte for Barcas vedkommende, for de var ikke i stand til at true Osasunas velfungerende defensiv. Først i det 62. minut skabte Barca noget igen, da Yamal sendt en bolden ind i feltet, men afslutningen fra Gündogan gik forbi mål. Lige efter blev den indskiftede Fermín López erstattet af Vitor Roque.

Det skulle hurtigt vise sig at være en god idé, for efter blot et enkelt minut på banen fik Roque drejet et indlæg fra Cancelo i nettet til 1-0. Det var brasilianerens første scoring for Barca og det betød tydeligvis meget for ham. Få minutter efter var Roque i fokus igen, da han blev revet omkuld af Unai García, der måtte inkassere sit andet gule kort. Dermed var Osasuna reduceret til ti mand. Det gav Barca mere plads og det var tæt på at give udbytte efter 71 minutter, da Yamal fik en kæmpe mulighed, hvor skuddet blev blokeret. Den mulighed burde han have fået mere ud af.

Trods undertallet lykkedes det for Osasuna at skabe en stor mulighed i det 76. minut, hvor Raul García kom til en god afslutning, men bolden sneg sig forbi stolpen. Her kunne man høre lettelsen på tilskuerpladserne. Minuttet efter blev en træt Pedri afløst af Romue. Lige efter viste Osasuna tænder på ny med et lumsk skud fra distancen, hvor Peña fik afværget med besvær. Det var ikke til at se at Osasuna var i undertal, for de kom mere med i kampen i deres forsøg på at få udlignet. Det kunne de have gjort i det 86. minut på et hjørnespark, hvor der blev headet tæt over mål.

Barca havde svært ved at sætte sig igennem trods overtallet og utrygheden kunne fornemmes blandt tilhængerne. Barca fik dog styr på spillet i kampens slutfase og de holdt gæsterne fra at skabe noget, selvom de fik et par hjørnespark til sidst. Dermed blev til en 1-0 sejr og tre point.

.:FORSIDE:.