fbpx
Annonce

Referat: Atlético Madrid – FC Barcelona 0 - 3

FCBARCELONA.DK - 17.03.24

 


FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Araujo, Cubarsí, Fort (Martínez 82’), Fermín (Casadó 82’), Gündogan, Sergi Roberto (Romeu 77’), Félix (Roque 77’), Raphinha (Yamal 61’), Lewandowski

Bænk: Peña, Martínez, Alonso, Christensen, Romeu, Roque, Yamal, Kochen, Casadó, Guiu

Mål: 0-1 Félix (38’), 0-2 Lewandowski (47’), 0-3 Fermín (65’)

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Der var lagt op til et topbrag, da Barca gæstede Atlético Madrid. Begge hold skulle bruge alle tre point for ikke at tabe terræn i toppen af ligatabellen, så der stod meget på spil for begge mandskaber. Under opvarmningen blev Andreas Christensen skadet og det betød, at Fermín startede inde i stedet.

Der blev lagt ud i et højt tempo, hvor Atlético mødte Barca højt på banen. Det skabte en farlig mulighed til hjemmeholdet i det 7. minut efter et skidt udspark af Ter Stegen, men skuddet fra Barrios sneg sig forbi mål. Her havde Barca marginalerne på sin side. Det var ret jævnbyrdigt og der blev gået til den i nærkampene. Barca havde tydeligt svært ved skabe noget og de var ingen stor trussel i kampens indledning, hvor der blev smidt for mange bolde væk. Farten gik ud af Barcas spil og Atlético var klart mest målsøgende, hvilket skabte et par farlige situationer, uden at det førte til afslutninger.

Barca blev efterhånden presset grundigt tilbage og de måtte koncentrere sig om at forsvare sig. Det virkede som om at Barca-spillerne hele tiden haltende et skridt efter samtidig med, at spillet virkede usikkert. Presset mod Barca begyndte at aftage en smule og catalanerne kom bedre med. Det gav en god hovedstødsmulighed til en helt fri Raphinha i det 35. minut, men bolden gik forbi mål. Her burde brasilianeren have ramt målet. Et par minutter efter lykkedes det Barca at fange Atlético med en bold i dybden, så Fermín kom helt fri, men Oblak leverede en fodparade.

Minuttet efter blev der stille på Civitas Metropolitano. Gündogan tog et par gode træk, hvorefter han fandt Lewandowski i feltet, der sendte bolden ind foran mål, hvor Joao Félix drejede den i nettet. Flot angreb og kølig scoring af Félix, der ikke ville fejre målet på sin gamle hjemmebane. I det 42. minut fik Xavi sit andet gule kort for at brokke sig og så måtte han forlade trænerbænken. Kort efter kunne der være blevet udlignet, da Morata på en åben mulighed sendte bolden tæt over mål. Mere skete der ikke i en første halvleg hvor Barca havde haft det svært, men hvor de alligevel var foran.

Atlético sendte de to tidligere Barca-spillere, Griezmann og Memphis, på banen fra anden halvlegs start i et forsøg på at vende kampen. Anden halvleg blev indledt med en kæmpe fejl af Atléticos forsvar og det udnyttede Barca effektivt til en 0-2 scoring. Det var Raphinha der lagde op til Lewandowski, der via indersiden af stolpen fik sendt bolden i nettet. I det 52. minut havde Atlético deres første forsøg inden for rammen, men Ter Stegen afværgede til hjørne. Minuttet var der blevet reduceret, hvis det ikke havde været for en formidabel redning af Ter Stegen på en afslutning af Llorente.

Atlético var kommet længere frem på banen, men det gav også mere plads til Barcas opspil og det betød, at spillet bølgede frem og tilbage. Efter en times spil blev Raphinha afløst af Yamal og det var brasilianeren tydeligvis ikke tilfreds med. Få minutter efter udnyttede Barca den plads Atlético efterlod, da Lewandowski sendte bolden ind til en komplet fri Fermín tæt foran mål, der stensikkert headede den i nettet til 0-3. Scoringen tog modet fra hjemmeholdet, der ikke evnede at reagere og det betød, at Barca kontrollerede begivenhederne uden problemer. Med et kvarter tilbage blev Romeu og Roque skiftet ind for Sergi Roberto og Félix, der blev sendt fra banen med en blanding af klapsalver og en pibekoncert.

I det 82. minut skiftede Barca ud igen, da Fort og Fermín blev afløst af Casadó og Martínez. Lige efter lykkedes det for Atlético skabe en stor mulighed, men Ter Stegen afværgede afslutningen med en fodparade. To minutter efter var det uhyre tæt på en reducering, da Saul stod helt fri tæt foran mål efter en returbold, men han brændte stort med et skud forbi mål. Hjemmeholdet troede ikke længere på et comeback og kampen bar præg af, at være afgjort. Mange tilskuere begyndte at gå hjem efter en skuffende aften for hjemmeholdet.

Da kampen var gået ind i tillægstiden, blev hjemmeholdet reduceret til ti mand, da Molina fik rødt for en nødbremse mod Roque, der havde frit løb mod mål. Frisparket sendte Lewandowski tæt forbi mål og umiddelbart efter fløjtede dommeren af. Dermed vandt Barca en flot og fortjent sejr på 0-3, specielt efter en formidabel anden halvleg.

// Atletico Madrid
.:FORSIDE:.