fbpx
Annonce

Musiala: 'Jeg har altid beundret Barca'

Markus Johannessen - 26.04.24

// Jamal Musiala

Bayern Münchens stortalent, Jamal Musiala, gav forleden et interview til den spanske avis Marca, hvor han kontinuerligt bragte Barca op, da den catalanske klub har været hans store inspiration til at blive professionel fodboldspiller.

Den blot 21-årige angriber er allerede en af de rutinerede profiler hos Bayern München. Trods sin unge alder skal han igang med sin femte sæson for førsteholdet, hvor han på 156 kampe har kvitteret med 43 mål og 25 assists. 

I et interview med avisen Marca blev han spurgt ind til sin overgang fra ung fodboldfan til professionel på topniveau. Her fremhævede han Barca som sin store inspirationskilde og den klub, der gjorde ham forelsket i fodbold.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Jeg har altid været fascineret af Barca. Da jeg voksede op med fodbold, var det den klub jeg beundrede mest. De har haft alle mine favoritspillere gennem tiden' indledte den tyske landsholdsspiller. 

'Mine ubestridte favoritspillere har uden tvivl været Messi og Ronaldinho. Jeg har set dem spille og genset utallige videoer af dem' forklarede Musiala, der også inkluderer Neymar i trioen. 

'Jeg var altid mest fascineret af Messi og har set meget op til ham. Jeg voksede op med at se Leo og Neymar sammen. Som duo var de mine favoritter, fordi de altid underholdt mig og bragte stor glæde til spillet. Jeg sad altid helt koncentreret for at se dem, Leo score mål og Neymar lave tricks med bolden. Derefter gik jeg ud i haven og prøvede at efterligne dem. Jeg har altid været fan af dem. Messi var dog altid et skridt foran alle andre. Jeg blev altid inspireret af hans spillestil og fulgte med i, hvad han gjorde, for at se om jeg kunne efterligne ham og dermed blive en spiller på højt niveau' uddybede den unge angriber, som stadig beundrer La Masias evne til at udvikle talenter. 

'Nu har de nogle af de bedste unge spillere i Europa. Lamine, Gavi, selvom han er skadet, Cubarsí... Jeg har set noget af Lamine, og han virker som en enestående spiller. Der er også kvalitetsspillere på midtbanen, som Pedri' lød det fra Musiala, som sidste år var tæt på 'Golden Boy'-prisen, der endte med at gå til Gavi. 

'Jeg ville gerne have vundet den, men Gavi fortjener det' lød det dengang fra Bayern-profilen.

Den unge spiller er bestemt et interessant emne i fodboldeuropa, men på trods af hans store respekt for catalanerne, bliver hans relation til klubben nok kun ved de pæne ord. Der er næppe en transfer på vej i nærmeste fremtid, da Musialas markedsværdi ligger på 110 millioner euro.

musiala1F

.:FORSIDE:.