Selvom Xavi bekendtgjorde sin opsigelse i slutningen af januar, er der flere internt hos Barca, som håber at han fortsætter. Cheftræneren har dog for nu ikke i sinde at skifte mening, men tre årsager kan angiveligt få ham til at blive.
Barcas ledelse står overfor en stor beslutning i at finde en erstatning for Xavi, der efter planen stopper som Barca-træner til sommer. Catalanerne har dog ikke startet forhandlinger med nogle konkrete kandidater, selvom adskillige trænere er blevet sat i forbindelse med sommerens ledige trænersæde.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det skyldes nu angiveligt, at Joan Laporta håber på at kunne overtale Xavi til at blive som cheftræner, men som situation er nu, bliver det svært at ændre hans mening. Men ifølge avisen Sport findes der et scenarie, hvor Xavi kunne finde på at fortsætte, men det kræver efter sigende, at tre ting falder på plads.
Barca skal først og fremmest slutte sæsonen godt, uden den helt store afstand til Real Madrid, samt få et godt resultat i Champions League. For det andet har Xavi ikke tænkt sig at bede om en forlængelse, men det skal istedet være ledelsen, der direkte skal bede ham om at ændre sin mening.
Til sidst ønsker Xavi klarhed og garantier for, hvordan transfervinduet kommer til at foregå, da han sidste sommer langt fra fik sine ønsker opfyldt. Cheftræneren bad blandt andet ledelsen om at hente Martín Zubimendi, hvor han slutteligt endte med at få Oriol Romeu tilført truppen.
Som tingene ser ud nu, er der dog ingen der ved, hvordan træner-situationen kommer til at udspille sig til sommer, men Laporta har allerede ytret sig positivt om at beholde Xavi. Sportsdirektøren Deco har også holdt døren åben for cheftræneren, og Barcas resultater i sæsonens resterende kampe kommer helt sikkert til at spille en stor rolle.
// Xavi