fbpx
Annonce

Referat: Valencia – FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 16.12.23

© Getty Images
// Valencia

FC Barcelona: Peña, Cancelo, Araujo, Koundé, Balde, De Jong, Gündogan (Yamal 81’), Pedri, Raphinha, Félix (Torres 73’), Lewandowski
 
Bænk: Christensen, Romeu, Sergi Roberto, Torres, Astralaga, Yamal, Fermín, Casadó, Kochen, Cubarsí, Guiu og Fort

Mål: 0-1 Félix (55’), 1-1 Guillamon (70’)

Efter nederlagene mod Girona og Royal Antwerp havde Xavi og hans spillere brug for at komme tilbage på sejrssporet, da de mødte Valencia på udebanen i ligaens 17. spillerunde.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Valencia var tæt på at komme foran i det 2. minut, da Barcas forsvar snorksov da hjemmeholdet tog et hurtigt indkast og fik afsluttet, men Peña hev en klasseredning frem. Valencia mødte Barca højt på banen og det gav catalanerne store problemet med opspillet, der slet ikke fungerede. Bolden blev smidt hurtigt væk og Valencia dominerede opgøret. Der var flere gange optræk til noget farligt foran Barcas mål, men uden der blev afsluttet.

Man skulle hen til det 18. minut, inden at Barca havde sit første seriøse forsøg i opgøret. Her afsluttede Lewandowski fra distancen, men målmanden tog sig sikker taf forsøget. Som tiden gik begyndte Barca at arbejde sig bedre ind i opgøret og hjemmeholdets dominans fortog sig. Det catalanske spil blev mere målsøgende og det var tæt på at give resultat i det 28. minut, da Lewandowski afsluttede i flyvende stil med et saksespark, men målmanden afværgede med besvær. Flot aktion af polakken der havde fortjent bedre skæbne.

Barca sad nu totalt på spillet og det varede ikke længe før de var farlige igen. I det 34. minut sendte Pedri et skud tæt over mål og lige efter var Lewandowski tæt på igen, da han ville løfte bolden over målmanden, men det mislykkedes. Halvlegens sidste minutter blev præget af en del spilstop og det lykkedes ikke for nogle af holdene at skabe noget, inden at dommeren fløjtede til pause efter en jævnbyrdig første halvleg.

Barca godt fra start i anden halvleg, hvor de startede ude med at skabe gode muligheder til først Lewandowski og dernæst Gündogan, men uden at bolden kom i mål. Det gjorde den til gengæld i det 55. minut, da De Jong flot fandt Raphinha i dybden, hvorefter brasilianeren sendte bolden ind i fødderne på Félix, der nemt kunne skubbe den i nettet. 0-1 efter et flot angreb af Barca. Catalanerne styrede begivenhederne og Valencia havde store problemer med at holde på bolden.

Overtaget kunne have givet udbyttet midt i halvlegen, da Raphinha fik fyret et hårdt skud af, men målmanden leverede en flot redning. Barca så ud til at have godt styr på begivenhederne, men i det 70. minut lavede hjemmeholdet om på det, da Guillamon sendte et fantastisk skud afsted, hvor bolden strøg op i målkrydset til 1-1. Lige efter kom Torres på banen i stedet for Felix. Blot minuttet efter blev netop Torres spillet fri i feltet, men hans afslutning sad lige på målmanden. Kampen var igen helt åben og tilskuerne på Mestalla øjnede muligheden for en sejr.

Intensiteten spidsede til og det medførte en del frispark og gule kort til begge sider. Med 10 minutter tilbage satsede Xavi offensivt, da han sendte Yamal ind i stedet for Gündogan. Minuttet efter blev Raphinha sendt alene mod mål og det lignede et føringsmål, men målmand og forsvar fik i fælleskab afværget situationen. Valencia så ud til at være tilfredse med det ene point, for de satsede mest på det defensive i slutfasen, mens Barca kæmpede hårdt for at skabe noget. Man skulle hen til dommerens tillægstid før Barca igen fik afsluttet, da Araujo sendte et skud forbi mål. Valencia blev sat under pres i de sidste minutter, men de lykkedes med at holde stand og dermed endte opgøret 1-1.

.:FORSIDE:.