fbpx
Annonce

Carles Puyol: 'Vi har alle fuld tiltro til Xavi'

Peter Vyff - 07.11.23

// Carles Puyol

Barca-legenden Carles Puyol deltog forleden i præsentationen af en fodboldturnering i Sant Cugat. Catalaneren tog efterfølgende imod den fremmødte presse, hvor han blev spurgt ind til Barcas form, Xavi og Negreira-sagen.

Det er efterhånden snart 10 år siden, at Carles Puyol lagde støvlerne på hylden efter en imponerede karriere hos Barca og for det spanske landshold. Den tidligere forsvarsspiller har vundet alt, hvad der er værd at vinde, samt er han også anerkendt som en af de mest indflydelsesrige spillere i Barcas historie.

Den 45-årige Puyol har derfor fortsat stor indsigt i, hvad der sker hos Barca, og alt hvad han siger vægtes utrolig højt. Catalaneren deltog forleden i et arrangement i det nordlige Catalonien, i Sant Cugat, hvor han efterfølgende blev spurgt ind til hans syn på flere Barca-relaterede emner.

Puyol blev først og fremmest spurgt ind til Barcas nuværende form efter nederlaget i El Clásico og den efterfølgende 1-0 sejr ude over Real Sociedad: 'I El Clásico spillede vi en flot første halvleg, men en anden halvleg som slet ikke var god nok. Og det blev straffet af Real Madrid.'

Artiklen fortsætter under annoncen


'Vi spillede heller ikke godt mod Real Socieded, men heldigvis lykkedes det os at vinde. Vi vandt, fordi vi blev ved med at tro på det' sagde den tidligere Barca-kaptajn.

Xavi har fået en del kritik for hans spillestil på det seneste, men Puyol insisterede på, at han fortsat er den rigtige træner for Barca: 'Xavi er udemærket klar over, hvad der skal forbedres. Barca er en meget kompliceret klub at styre, fordi du både skal vinde og spille godt. Det kræver, at man kender til klubben, og få kender den så godt som Xavi. Vi har alle fuld tiltro til Xavi' sagde Puyol.

Fodbold-ikonet kom også ind på Negreira-sagen, hvor Barca er blevet anklaget for bestikkelse af dommere: 'Jeg har på intet tidspunkt bemærket nogen speciel behandling fra dommerne, tværtimod. Jeg havde aldrig på fornemmelsen, at de hjalp os' understregede Puyol.

Catalaneren kom afslutningsvis ind på Real Madrids Vinicus Jr., hvis attitude har været oppe til stor diskussion i de spanske medier: 'Jeg ville elske at tale med ham som fodboldspiller og fortælle ham, hvad jeg synes om ham. Han er en fantastisk spiller, der gør en stor forskel og burde beundres på banen. Jeg er sikker på, at hvis han ændrede sin attitude, ville han få mere anerkendelse' afsluttede Puyol.

.:FORSIDE:.