fbpx
Annonce

Avis: Lewandowski vil gå ned i løn for Barca

Markus Johannessen - 27.04.22


Rygterne er fortsat turbulente hvad angår Bayern Münchens superstjerne, Robert Lewandowski. Bundesligaklubben har meldt ud, at den polske angriber bliver i Tyskland, men hans agent mener noget andet.

Visionen om at se Erling Haaland i røde og blå striber er efterhånden et overstået kapitel, da Manchester City højst sandsynligt byder nordmanden velkommen inden længe. Nu er catalanerne angiveligt ekstra fokuserede på Bayern Münchens polske angriber, som har kontrakt i den tyske klub indtil 2023. 

Barca er eftersigende stort set i mål med at lukke CVC-aftalen, hvilket vil styrke klubbens økonomi med 270 millioner euro. Dette beløb skal primært have den funktion at inkorporere en afgørende angriber i verdensklasse og her ligger den polske målmaskine nu øverst på prioritetslisten. 

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Bayern München har tidligere været ude at nedtone rygterne om, at Lewandowski er på vej væk fra Bundesligaen. Først og fremmest forsikrer klubbens ledelse, at der vil blive udarbejdet en kontraktforlængelse og derudover vil de ikke slippe deres 9'er for under 40 millioner euro, hvilket de ikke mener, at Barca har økonomiske ressourcer til at imødekomme. Sidstnævnte kan muligvis snart diskuteres. 

Joan Laporta er i løbende dialog med sin gode ven, Pini Zahavi, som repræsenterer Lewandowski. Polakken er angiveligt opsat på at kalde Camp Nou for sin hjemmebane og ønsker at opnå trofæer med catalanerne. Bayerns ledelse har også forsøgt at nedtone disse rygter, da de mener, at det er en klassisk lønforhandlingsstrategi fra Pini Zahavis side.

Ifølge den catalanske avis, Mundo Deportivo, holder Lewandowskis agent dog fast i, at rejsen til den spanske liga er et oprigtigt ønske for den 33-årige angriber. Pini Zahavi har angiveligt udtalt, at Lewandowski er parat til at gå markant ned i løn for at repræsentere catalanerne. Ydermere har Lewandowskis bedre halvdel, Anna Lewandowska, udtalt via de sociale medier, at hun har en drøm om at bo i Barcelona. Både den polske 9'er og hans kone er i færd med at lære spansk, hvilket de hyppigt deler med deres fans og følgere. Kunne det være en hentydning? 

Indtil videre er intet afklaret endnu, men forhandlingerne fortsætter og Joan Laporta og Pini Zahavi er i tæt kontakt vedrørende Lewandowskis fremtid.

// Robert Lewandowski
.:FORSIDE:.