fbpx
Annonce

Avis: Barca vil hente talent fra River Plate

Markus Johannessen - 16.12.23

// Claudio Echeverri

17-årige Claudio Echeverri er blevet et varmt emne i europæisk fodbold, efter han brillerede for Argentina i det seneste U17-VM i Indonesien. Adskillige Premier League-klubber samt Barca forsøger angiveligt at hente ham i 2024.

Barca har allerede taget de første skridt for at forsøge at sikre sig en af de seneste perler i argentinsk fodbold. Ledelsen er efter sigende i kontakt med River Plate og den catalanske avis Sport beretter, at ambitionen er at byde Claudio Echeverri velkommen til juni.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Flere argentinske medier melder, at diverse Premier League-klubber også er begyndt at indlede forhandlinger med argentinerens bagland - og derudover skulle PSG og Real Madrid også have vist interesse for det unge talent. 

Ifølge mediet 'Radio la Red' fra Buenos Aires, skulle Barca dog have givet særligt udtryk for interessen i Claudio Echeverri, ved at øge tilbuddet til omtrent det dobbelte af, hvad River Plate har sat hans pris til. Altså lander prisskiltet på cirka 50 millioner euro. Dette kan angiveligt kun lade sig gøre, hvis Barca kan fordele betalingen over flere rater. 

Det meldes ydermere, at der er en gensidig interesse fra den 17-årige offensive midtbanespiller, som drømmer om at tilslutte sig Barca, ikke mindst fordi han gerne vil følge i fodsporene på sit store idol Leo Messi. I Catalonien mener man, at Echeverri med tiden kan blive holdets ideelle 10'er. 

På River Plates førstehold har han, trods sin unge alder, allerede sat sit aftryk, men det er særligt på det argentinske ungdomslandshold, at han har skinnet igennem. Fordelt på 22 optrædener har Claudio Echeverri kvitteret med 13 mål og fem assists.



.:FORSIDE:.