fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Rayo Vallecano 0 - 1

FCBARCELONA.DK - 24.04.22

© Getty Images
// Rayo Vallecano

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest (Lenglet 46’), Eric García (Adama 61’), Araujo, Alba, Busquets, Frenkie de Jong (Nico 60’), Gavi, Dembélé, Aubameyang (Luuk de Jong 71’), Ferran Torres (Memphis 60’)

Bænk: Neto, Alves, Piqué, Lenglet, Mingueza, Nico, Puig, Memphis, Braithwaite, Adama og Tenas

Mål: 0-1 Alvaro (7’)

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Det handlede om den udsatte kamp tilbage fra januar, da Barca tog imod Rayo Vallecano på Camp Nou, i øvrigt den eneste kamp der blev spillet i ligaen i weekenden. Xavi valgte at indlede opgøret med både Piqué og Alves på bænken.

Barca indledte med at have bolden mest, men uden den store fart i spillet. I det 7. minut blev de fanget højt på banen af Rayo, da Alvaro blev spillet fri i dybden med Dest halsende efter sig og så førte gæsterne overraskende 0-1. Scoringen virkede som en chok på Barcas spillere, for de virkede nervøse i stort set alle aktioner og der blev budt på en masse boldtab. Samtidig kunne man mærke frustrationerne på Camp Nou over den dårlige start på kampen. Barcas første afslutning kom i det 12. minut, da Araujo afsluttede på et hjørnespark, men bolden sad lige i hænderne på keeperen.

Problemerne med at skabe noget forsatte for Barca, der slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen. Frenkie de Jong satte ikke en fod rigtigt og Torres og Aubameyang var stort ikke på bolden. Dembélé var den eneste der forsøgte at skabe noget, men heller ikke han lykkedes med noget. Først i det 24. minut var Barca farlige igen da Alba sendte et godt langskud af sted, hvor bolden strøg tæt forbi sammenføjningen. Kort efter appellerede hele Camp Nou for straffe da Gavi blev kantet i feltet, men dommeren mente noget andet.

Rayo benyttede enhver lejlighed til at trække tiden og det skabte protester på Camp Nou og hos Barca-spillerne, der virkede frustrerede. Der var intet der lykkedes for dem og Rayo virkede ikke til at føle sig under pres, selvom Barca havde bolden klart mest. I det 42. minut var det uhyre tæt på en udligning, da Gavi sendte et godt skud af sted, hvor bolden prellede af på undersiden af overliggeren. Ferran Torres løftede riposten i nettet, men han stod offside og målet blev korrekt annulleret. Her manglede Barca de sidste marginaler. Mere skete der ikke i en skidt første halvleg af Barca, hvor absolut intet havde fungeret.

Xavi sendte Lenglet på banen fra anden halvlegs start i stedet for Dest. Det betød at Araujo rykkede ud som højre back. Barcas problemer med spillet fortsatte og de virkede ikke som nogen alvorlig trussel. Der blev intet skabt fremad banen og ude på sidelinjen stod Xavi frustreret og så til. Første efter en lille fik Barca skabt noget farligt foran Rayos mål, men de måtte nøjes med et par hjørnespark. Kort efter syntes Xavi at der måtte ske noget nyt, da Nico og Memphis kom ind i stedet for Frenkie de Jong og Torres.

Det hjalp dog intet på det catalanske spil, der var utroligt stillestående og uden idéer. Dertil kom en del fejlpasninger. Rayos spillere fortsatte med at trække tiden hver eneste gang de kunne og det kogte på Camp Nou i protest. Midt i halvlegen lykkedes det endelig for Barca at skabe en målchance, da Memphis modtog bolden i feltet og havde god plads, men hans skud blev blokeret af en Rayo-spiller. Lige efter satsede Xavi ved at sende Adama og Luuk de Jong ind i stedet for García og Aubameyang. Få minutter efter var det tæt på et grotesk selvmål af Ter Stegen, da han missede en boldkontrol, men han reddede selv situationen.

Barca begyndte at få lidt mere fart i bolden og genpresset blev mere intenst. Det betød en god afslutning fra distancen af Memphis efter 80 minutter, hvor målmanden med besvær afværgede til hjørne. Kort efter var der dramatik, da Luuk de Jong forsøgte sig med et saksespark, men i stedet ramte en modstander i hovedet. Barca fik sat Rayo under pres i jagten på en udligning, men det virkede febrilsk hvad der foregik. I det 89. minut eksploderede Barca-spillerne i protester, da Gavi tydeligt blev skubbet i ryggen i feltet. Det lignede et klokkeklart straffespark, men dommeren ville end ikke kigge på VAR.

Dommeren lagde 11 minutter til og dem havde man lige taget fat på, da Adama energisk trak ind i feltet og afsluttede, men målmanden hev en flot redning frem. Barca fortsatte med at presse på, godt støttet af Camp Nou, men Rayos forsvar afviste hvad der kom, selvom det nogle gange virkede lidt tilfældigt. I det 99. minut kunne gæsterne have lukket kampen på en kontra, men skuddet fra Ciss tog ydersiden af stolpen. Lige efter fik Dembélé en god skudmulighed, men han sendte svagt bolden langt over mål. I det 12. minuts overtid fik han en ny chance og denne gang ramte han målet, men en modstander blokerede inde foran mål. Mere skete der ikke og Barca skuffede stort ved at tabe med 0-1. 

.:FORSIDE:.