fbpx
Annonce

Xavi skal have genstartet holdets gode udvikling

FCBARCELONA.DK - 15.04.22

// Eintract Frankfurt

Med nederlaget mod Frankfurt i går tegner der sig et billede af et Barca-mandskab med spillemæssige problemer. Det var fjerde kamp i træk at det ikke fungerede for holdet, efter en periode med flot spil og store sejre.

Barca er uventet ude af Europa League og det skete mod Eintracht Frankfurt, der ligger midt i Bundesligaen. Under normale omstændigheder burde der ikke være tvivl om udfaldet mod tyskerne og slet ikke over to kampe, men Eintracht var bedst i begge opgør og kom fortjent videre.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det er noget der bør give panderynker hos Xavi, for det er en kendsgerning, at holdet ikke har været overbevisende i de seneste fire kampe. Inden landskampspausen for to uger siden vandt Barca med 0-4 i El Clásico og eurorien og optimismen herskede i Barcelona.

Nu er glæden vendt til skuffelse og bekymring, for spillet fungerer pludselig ikke som før landskampspausen. Først blev det til en vigtig 1-0 sejr over Sevilla hjemme på Camp Nou, hvor der blev kæmpet flot, men uden at man var helt tryg ved situationen.

Så kom første opgør mod Frankfurt, hvor det sluttede 1-1, men hvor Barca havde store problemer med spillet. Derefter fulgte udekampen mod bundholdet Levante, hvor Barca vandt 2-3 på en scoring i overtiden. Heller ikke i det opgør fungerede spillet.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Samme takter så man i går i returkampen mod Frankfurt, hvor Barca kom bagud 0-3 efter en forfærdelig indsats, og hvor det først var i dommerens tillægstid at der blev reduceret til 2-3.

Det er tydeligt for alle, at holdets udvikling er gået i stå. Efter nogle store og flotte sejre, skal holdet nu igen kæmpe hårdt for hvert eneste point i tætte kampe. Målene kommer ikke i samme grad og det skal Xavi havde gjort noget ved.

Næste mulighed bliver på mandag, når holdet møder Cádiz i La Liga. Her er der brug for en opløftende oplevelse, hvis ikke Xavis panderynker skal blive endnu dybere.

.:FORSIDE:.