fbpx
Annonce

Der venter et Valencia-hold i problemer

Rune Stentoft Arlbjørn - 19.12.20

// Valencia


I dag spiller Barca en sjælden eftermiddagskamp hjemme i Barcelona denne gang mod Valencia. I midtugen var det topholdet Real Sociedad, som var på besøg, men mod Valencia venter der et hold i problemer på Camp Nou.

Coronakrisen har ikke kun sat sig tungt økonomisk på Barca. Det har den også i den grad på Valencia, der er i store økonomiske problemer. I transfervinduet før denne sæson var de nødt til at sige farvel til flere store profiler for at få økonomien til at hænge sammen. De har blandt andet sagt farvel til deres mangeårige anfører og profil i Dani Parejo, som er taget til lokalrivalerne fra Villarreal, mens angriberen Rodrigo skiftede til Leeds i England.

Holdet fra Valencia-regionen er ikke kun i økonomiske problemer. De er også i gang med en svær sæson rent spillemæssigt, hvor de inden dagens kamp indtager en skuffende 12. plads i ligaen langt fra de hyppige topplaceringer i tabellen.

Men her stopper problemerne for 'Los Che' ikke for på skadesfronten har de ligesom Barca en del spillere ude med skader. De mest markante spillere ude med skader i øjeblikket er angrebsprofilerne Maxi Gomez og Kevin Gameiro, der begge scorede i det seneste opgør på Camp Nou, hvor Valencia tabte med 5-2. Det er dermed et noget amputeret angreb Valencia ventes at komme til den catalanske hovedstad med.

Barca har da også sine problemer at slås med i øjeblikket - også når det gælder økonomien, det spillemæssige og skaderne. Derfor er der uhyre meget på spil for begge mandskaber i dagens kamp, hvor der kæmpes om tre vigtige point til regnskabet.

Kampen mod Valencia er en eftermiddagskamp, som starter klokken 16.15. Den vises direkte i dansk tv på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.