Sevilla - FC Barcelona 2 - 4

FCBARCELONA.DK - 23.02.19

© Getty Images

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Sergi Roberto 46'), Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic, Vidal (Dembélé (46'), Messi, Suárez, Coutinho (Aleña 79')

Bænk: Iñaki Peña, Murillo, Sergi Roberto, Lenglet, Malcom, Aleñá, Dembélé

Mål: 1-0 Jesus Navas (22'), 1-1 Messi (26'), 2-1 Mercado (42'), 2-2 Messi (67'), 2-3 Messi (85'), 2-4 Suárez (90')

Lørdag eftermiddag skulle Barca på en svær opgave på udebane mod Sevilla. Valverde havde valgt at bænke både Sergi Roberto, Lenglet og Dembélé, mens både Vidal og Coutinho startede inde.

Barca startede kampen godt og satte sig på spillet, dog uden at være i stand til at skabe afgørende chancer foran andalusiernes mål. I stedet var det Sevilla, der efter ni minutter var tæt på, da Jesus Navas sendte et farligt indlæg på tværs, som akkurat ikke nåede frem til en medspiller. Kort efter var Messi tæt på, men hans afslutning blev blokeret.

Efter et kvarters tid begyndte Barca så småt at miste initiativet og hjemmeholdet nærmede sig. Efter 18 minutter var Ben Yedder tæt på i feltet, men Umtiti kom i vejen. Mere heldige var Sevilla fire minutter senere, da de spillede Barca helt tynde på en kontra, hvor Navas til slut sendte bolden forbi Ter Stegen og i mål. 1-0 til Sevilla. Heldigvis for Barca har catalanerne verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, som efter 26 minutter modtog bolden i feltet og første gang flugtede bolden i mål med et imponerende skud. 1-1 og hvilket mål! Efter en halv time var Barca tæt på en føring, da Messi sendte Piqué af sted i dybden. Catalaneren beviste dog hvorfor han er forsvarsspiller og mistede bolden.

På trods af udligningen fik Barca dog ikke gang i spillet og havde fortsat store problemer overfor hjemmeholdet. Og catalanerne blev straffet for deres alt for lave gear, da Sevilla efter 42 minutter slog til foran et passivt og tøvende Barca-forsvar. Piqué og Umtiti kiggede fodbold, mens Mercado dukkede op i feltet og sendte bolden i mål. 2-1 til Sevilla som var stillingen ved pausen.

Valverde foretog to udskiftninger i pausen og her var det Dembélé, som erstattede en skuffende Arturo Vidal, mens Sergi Roberto erstattede Semedo. Efter 53 minutter burde Dembélé have udlignet, da han blev spillet helt fri på midten, men kiksede sin afslutning. Kæmpe afbrænder. I samme aktion blev franskmanden også nedlagt, men hverken dommeren eller VAR var vågne. Det var de heller ikke efter en times spil, da Kjær nedlagde Suárez i feltet. Det lignende et straffespark, men også her fejlede dommeren og VAR.

Heldigvis for Barca var Messi ikke færdig og efter 67 minutter blev han spillet af Dembélé og fra kanten af feltet satte argentineren køligt bolden op i krydset med højre fod. Ny udligning af Messi og så var stillingen 2-2. Efter 79 minutter blev Coutinho taget ud og ind kom Aleña. Den unge catalaner fik en afgørende rolle, da han efter 85 minutter sendte et skud på mål. Det blev blokeret lige hen til en fri Messi, som køligt lobbede bolden i mål. 2-3 til Barca og hattrick af verdens bedste fodboldspiller nogensinde. Og catalanerne var ikke færdige. I overtiden leverede Messi en smuk assist til Suárez, som køligt lobbede bolden i mål til slutresultatet 2-4. Flot kæmpet af Barca efter en noget tvivlsom start på kampen og ikke mindst endnu en formidabel indsats af Messi.

.:FORSIDE:.