fbpx
Annonce

Referat: Osasuna – FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 06.03.21

© Getty Images
// Osasuna

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest, Mingueza, Umtiti (Dembélé 46’), Lenglet, Alba (Junior 87’), Busquets (Ilaix 67’), De Jong, Pedri (Puig 87’), Messi, Griezmann (Braithwaite 67’)

Bænk: Peña, Neto, Junior, Ilaix, Matheus, Pjanic, Puig, Braithwaite, Dembélé og Trincao

Mål: 0-1 Alba (30’), Ilaix (83’)

Barca skulle forsøge at holde fast i den flotte stime i ligaen, da de mødte Osasuna i Pamplona. Koeman ændrede lidt på holdet i forhold til pokaldramaet mod Sevilla, blandt andet med Griezmann i startopstillingen på bekostning af Dembélé.

Barca så ikke helt skarpe ud i kampens indledning, for spillet var præget af en række fejl og tempoet var ikke højt. Det udnyttede Osasuna til at spille godt med og bolden var nogenlunde ligeligt fordelt i kampens første kvarter. Netop da der var spillet et kvarter kom kampens første seriøse forsøg, hvor hjemmeholdets Barja forsøgte sig fra distancen, men Ter Stegen hev en flot redning frem.

Osasuna koncentrerede sig om at forsvare sig og Barca begyndte at få lidt bedre styr på spillet. Det betød et catalansk overtag, men uden at der kom det store ud af det. Man skulle hen til det 26. minut før at Barca havde sin første reelle afslutning i opgøret, da Griezmann headede et indlæg fra Messi forbi mål. Få minutter efter var der endelig noget der lykkedes for Barca. Messi lagde en millimeter præcis pasning der bragte Alba fri og trods en spids vinkel bankede han bolden op i nettaget. 0-1 til Barca.

Blot tre minutter efter kunne Osasuna have udlignet på en omstilling hvor Ruben García kom helt fri foran mål, men igen viste Ter Stegen sin høje klasse med en afgørende redning. Barca fortsatte med at sidde på spillet, men det fungerede ikke rigtig for dem. Det var svært at finde plads og det lykkedes ikke for at skabe mere inden pausefløjtet. Modsat fik de holdt Osasuna væk i halvlegens slutfase indtil at dommeren fløjtede til pause efter 45 halvkedelige minutter.

Koeman valgte at sende Dembélé på banen fra anden halvlegs start i stedet for Umtiti og dermed gik Barca over til den velkendte 4-3-3 formation. Halvlegen blev indledt med et godt forsøg af Messi som målmanden tog sig af. Barca var mest på bolden, men Osasuna var godt med og fik stoppet hvad der kom fra catalanerne. Kun et par forsøg fra distancen af Dembélé og Messi blev det til, uden at bolden nåede frem til mål.

Det lykkedes ikke for Barca for alvor at være i kontrol, for Osasuna lurede hele tiden på muligheden for kontra. Det fik Koeman til at skifte ud midt i halvlegen hvor Braithwaite og Ilaix kom ind i stedet for Griezmann og Busquets. Som tiden gik begyndte Osasuna at komme længere frem på banen og i det 70. minut havde de et godt forsøg der gik tæt forbi mål. Ude på sidelinjen så Koeman ikke komfortabel ud med den snævre føring.

Barca forsøgte at holde bolden i egne række mod et Osasuna-mandskab der kæmpede hårdt for at komme tilbage i kampen. Det gav samtidig mere plads og i det 79. minut lagde Messi en ny god pasning til Alba, der denne gang måtte se målmanden parere. Få minutter senere blev kampen definitivt lukket. Messi fandt Ilaix på kanten af feltet og han tog et træk og sendte bolden i nettet til 0-2. Det var hans første scoring for Barca og det blev fejret af holdkammeraterne. Kort efter blev Alba og Pedri afløst af Junior og Puig. Osasuna prøvede desperat til det sidste at skabe lidt spænding, men Barca holdt hovedet koldt og sejren kom ikke i fare. Det sluttede med en fortjent sejr til Barca i en kamp, hvor det ikke for alvor havde fungeret for catalanerne.

.:FORSIDE:.