Eibar – FC Barcelona 0 - 3

FCBARCELONA.DK - 19.10.19

© Getty Images

FC Bacelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Semedo 46’), Umtiti, Lenglet, Alba, Busquets, De Jong (Rakitic 79’), Arthur (Vidal 70’), Griezmann, Suárez, Messi

Bænk: Neto, Semedo, Todibó, Rakitic, Vidal, Pérez og Ansu Fati

Mål: 0-1 Griezmann (13’), 0-2 Messi (58’), 0-3 Suárez (66’)

Efter endt landskampspause tog Barca igen fat på ligaen med udekampen mod baskiske Eibar, der inden weekendens kampe indtog en 14. plads i tabellen. Ernesto Valverde kunne glæde sig over, at råde over en skadesfri trup. Det betød en startopstilling med Umtiti og Alba. Barca måtte undvære de karantæneramte Piqué og Dembélé til opgøret.

Begge mandskaber lagde ud i et højt tempo og det skabte intensitet fra start, hvor der blev kæmpet om alle bolde. Suárez stod for kampens første forsøg, da han fra midterlinjen forsøgte at overrumple Eibars keeper, men bolden gik langt forbi. Eibar mødte Barca højt på banen, men de catalanske kombinationer fungerede fint og få bolde blev tabt. Kampens første farlige forsøg kom i det 12. minut, da Eibars Pedro León i en god position sendte et skud over mål.

Minuttet efter blev Eibar fanget i sit høje pres, da Lenglet lagde en god lang pasning til Griezmann, der fik frit løb mod mål. Han havde masser af tid og placerede bolden i nettet via indersiden af stolpen. 0-1 til Barca. Kampen fortsatte med den høje intensitet, med et Eibar-mandskab der blev bakket godt op af tilhængerne på Ipurua. Barca vikrede dog til at være i god kontrol det meste af tiden, selvom baskerne flere gange var tæt på at skabe noget. Det samme var Barca, men de sidste og afgørende pasninger missede.

Man skulle således frem til en halv times spil, inden at der blev afsluttet igen, da Messi spillet fri i feltet af De Jong. Argentineren ville drible forbi målmanden, der kom ned med hånden og forhindrede en ellers oplagt scoring. Eibar fortsatte med sit høje pres, men uden at det gav catalanerne de store problemer. I stedet gik Barca efter et mål mere og de skabte et par farlige situationer i slutfasen, uden at de kom til afslutninger. En intens første halvleg sluttede således med en 0-1 føring til Barca.

Valverde valgte at skifte ud i pausen, da Semedo blev sendt på banen i stedet for Sergi Roberto. Der var kun spillet få minutter, da Suárez fik sendt bolden i nettet, men en VAR-kendelse annullerede målet for offside. Der var ikke længere samme intensitet i Eibars pres og det udnyttede Barca til at sætte sig solidt på spillet. Det gav resultat efter en lille time, da hurtige kombinationer mellem De Jong, Suárez og Griezmann bragte Messi fri foran mål og så stod det 0-2.

Barca fortsatte de gode takter og allerede i det 66. minut lå bolden igen bag hjemmeholdets målmand. Griezmann lagde en flot pasning der gav Messi frit løb mod mål, men i stedet for at afslutte selv, lagde han uselvisk bolden på tværs til Suárez, der let trillede den i nettet til 0-3. Flot gestus af Messi. Kort efter skiftede Barca ud igen, da Arthur blev afløst af Vidal. 0-3 scoringen hev det sidste intensitet ud af opgøret, selvom Eibar fortsatte deres søgen efter mulligheder, men det virkede ikke helhjertet. Heller ikke Barca virkede til at yde 100% i deres spil. Det handlede tydeligt også om at spare kræfter.

Med 10 minutter tilbage blev den velspillende Frenkie de Jing afløst af Rakitic. Kort efter fik Barca frispark lige udenfor feltet i en god position for Messi, men han sendte bolden over mål. Et par minutter efter var det Suárez der forsøgte sig, men her strøg bolden forbi. Eibar satte en sidste offensiv ind i jagten på et trøstmål, men Barca kom ikke i problemer. Det sluttede derved med en fortjent 0-3 sejr til catalanerne efter en solid indsats på Ipurua. 

.:FORSIDE:.