Video: Den dramatiske sejr i CL-finalen over Arsenal

FCBARCELONA.DK - 05.04.20


Det er blevet tid til endnu et kig tilbage i tiden her på fcbarcelona.dk og i denne omgang hopper vi helt tilbage til den 17. maj 2006, hvor Barca i en dramatisk Champions League finale slog Arsenal med 2-1.

Dengang var Frank Rijkaard træner og på holdet var spillere som Valdés, Puyol, Deco, Ronaldinho og Eto'o. De var vidner til en dramatisk start, hvor englændernes målmand, Jens Lehmann, allerede efter 18 minutter fik et direkte rødt kort for at nedlægge Eto'o som bagerste mand.

Med en mand i undertal var det alligevel Arsenal, som efter 36 minutter bragte sig foran på et hovedstød af Sol Campbell. Catalanerne slog dog igen et kvarter før tid, hvor Samuel Eto'o afsluttede et flot angreb ved udligningen til 1-1. Og bare fem minutter senere var det Juliano Belletti, som blev matchvinder for Barca med sin ikoniske scoring til 2-1. Begge Barca-mål var på oplæg fra svenske Henrik 'Henke' Larsson.

Sejren over Arsenal var Barcas anden triumf i Champions League, efter at catalanerne vandt turneringen for første gang i 1992, hvor den gik under navnet Europacuppen.

Se højdepunkterne fra finalen i 2006 øverst i artiklen.

.:FORSIDE:.