fbpx
Annonce

Fem spillere bedt om at blive væk fra første træning

Peter Vyff - 30.06.22

// Træning // Martin Braithwaite // Samuel Umtiti // Clement Lenglet // Riqui Puig // Oscar Mingueza

Der tages snart hul på den kommende sæson, hvor førsteholdsspillerene er indkaldt til træning den 4. juli. Cheftræneren Xavi har dog angiveligt bedt fem spillere om at blive væk, da de ikke er en del af fremtiden på Camp Nou.

Imens der har været talt længe om de potentielle nyindkøb på Camp Nou, så arbejder ledelsen hårdt på at sælge flere førsteholdsspillere, som ikke har en fremtid på Xavis mandskab. Cheftræneren bekræftede da også på sit sidste pressemøde, at adskillige spillere har fået at vide at de skal forlade Barca, hvis de ønsker fast spilletid i næste sæson.

Artiklen fortsætter under annoncen


Catalanerne tager snart hul på sæsonopstarten, hvor førsteholdsspillerne mødes til træning den 4. juli, inden holdet senere på måneden tager på turné i USA. Det forlyder nu ifølge avisen Mundo Deportivo at fem spillere har fået besked på ikke at dukke op til den første træning, da de istedet skal fokusere på at finde et ny klub i sommerferien.

Det drejer sig angiveligt om Óscar Mingueza, Clément Lenglet, Riqui Puig, Samuel Umtiti og Martin Braithwaite, der i lang tid har været rygtet væk fra Camp Nou. Udover at blive fritaget for træningen, bliver de højst sandsynligt heller ikke indkaldt til at tage med på turen til USA.

De fire førstnævnte skulle være mødt ind den 4. juli, mens Braithwaite har ferie til den 11. juli på grund af hans deltagelse med det danske landshold i Nations League kampene.

Barca er ekstremt afhængige af spillernes afgange, hvis det skal lykkes at forstærke holdet i transfervinduet. Det har derfor også været vigtigt for ledelsen at understrege pointen overfor spillerne, og forhåbentlig har de forstået at de bliver nød til at finde sig en anden klub, hvis de har nogen som helst planer om at få gang i karrieren igen.

.:FORSIDE:.