fbpx
Annonce

Er Xavi klar til trænerjobbet i Barca til sommer?

Rune Stentoft Arlbjørn - 26.05.21

// Xavi


Med uvisheden om Koemans trænerfremtid på Camp Nou sættes andre mulige kandidater i forbindelse med trænerjobbet på Camp Nou. En af dem er klublegenden Xavi Hernández, men spørgsmålet er om han er klar til opgaven.

Gennem sin imponerende spillerkarriere, som Xavi havde med Barca med 767 kampe for klubben, har der aldrig været tvivl om, at han har en træner gemt i sig. Der er heller ikke nogen tvivl om, at han på et tidspunkt bliver cheftræner for førsteholdet i Barca.

Xavi kan allerede overtage tøjlerne i Barca denne sommer, men med kun lidt trænererfaring fra Qatar er det uvist, om han allerede til sommer har evnerne til at overtage styringen med førsteholdet i Barca, hvis Laporta ender med at tilbyde ham trænerjobbet.

41-årige Xavi lagde støvlerne på hylden i 2019 i klubben Al Sadd, som han straks blev træner for efter sit karrierestop. Han er stadig træner for Al Sadd, som han for nylig forlængede sin kontrakt med, og som han gjorde til mestre i denne sæson.

Barca har før vist, at de er klar til at tage chancen med lovende trænere, som ikke har meget erfaring. Det skete med Pep Guardiola i 2008, da han blev forfremmet til førsteholdet efter en sæson på B-holdet. Ud fra det kan man argumentere for, at Xavi bør få chancen i Barca, hvis den byder sig til sommer.

På den anden side, hvis Barca vil se mere til Xavis kvaliteter på et højere niveau end hos Al Sadd i Qatar, vil det måske være god idé, hvis Xavi kan lande et trænerjob i en anden klub, eksempelvis i La Liga, hvor han så kan få mere erfaring.

Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at Xavi vil blive en respekteret træner i omklædningsrummet i Barca med det samme, når han bliver træner for catalanerne. Som den spiller med næstflest kampe i klubbens historie kan det ikke undgå at skabe respekt for Xavi.

Dertil ventes Xavi at praktisere den spillestil som Guardiola lagde for dagen under sin trænertid i Barca. Det taler også for, at få Xavi tilbage til klubben som træner. Den spillestil har været savnet i klubben siden Luis Enrique stoppede som træner for Barca.

I februar udtalte Joan Laporta, at han mener, at Xavi mangler mere erfaring før han kan blive træner for Barca. Senere i samme måned meldte Xaxi så selv, at han føler sig klar til at træne Barca.

.:FORSIDE:.