fbpx
Annonce

Derfor vil Barca forlænge med Sergi Roberto

Simon Arun Vrábel - 27.04.22

// Sergi Roberto

Barca forlænger angiveligt kontrakten med Sergi Roberto med yderligere ét år og årsagen hertil er, at Xavi tror på, at catalaneren kan bidrage til truppen i den kommende sæson. Samtidig har Robertos lejr ikke modtaget andre interessante tilbud.

Sergi Roberto begynder at kunne se lys for enden af tunnelen i forhold til sin lange skadespause og velvidende om hans kvaliteter ønsker Xavi at have ham til rådighed i næste sæson. En forlængelse virker ikke svær at opnå, for Sergi Roberto har spillet hele sin senior-karriere i Barca og er i dag én af fire anførere på holdet. Samtidig er tilbuddene til den skadede 30-årige midtbanespiller så få, at en forlængelse af kontrakten virker til at være den bedste løsning for begge parter.

Sæsonen 2021/22 har været meget anderledes for Sergi Roberto, for tingene har handlet om stort set alt andet end fodbold. Kun ni kampe er det blevet til, da en skade har holdt ham ukampdygtig, og i mellemtiden er kontrakten med Barca stille og roligt løbet ud i sandet. Normalt ville de fleste klubber have interesse i hurtigt at forlænge kontrakten med én af deres anførere, men i Sergi Robertos tilfælde har præsidentvalg, corona, skaden og manglende villighed til at gå ned i løn sammen med resten af truppen gjort, at parterne først nu ser ud til at få enderne til at mødes.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Med kontraktudløb til sommer er der ingen tvivl om, at Sergi Robertos lejr har afsøgt mulighederne for at forsætte karrieren andetsteds og rygterne har talt om en smule interesse fra England. Faktum er dog, at ingen klubber har meldt sig på banen og det har gjort, at catalaneren har måtte gøre sig nogle overvejelser om, hvilke sportslige og økonomiske vilkår han som minimum ønsker i sin karrieres efterår.

Samtidig er Xavi ankommet til Barca og hans revolution af truppen er både dyr og tidskrævende, og af netop den årsag ønsker han at kunne trække på Sergi Roberto i den kommende sæson. Ifølge avisen Sport har Xavi derfor bedt klubbens ledelse om at forlænge kontrakten med Sergi Roberto og det skal helt sikkert ses i lyset af, at de eneste to andre alternativer på højrebacken er Sergiño Dest og 38-årige Dani Alves.

Sergi Roberto selv vil gerne forsætte i Barca hvor han har spillet de seneste 16 år og med tanke på, at der ikke står andre klubber på spring, er han gået med til at gå hele 50% ned i løn for at få kontrakten forlænget med yderligere ét år. Forhåbentligt bliver catalaneren helt fri af sin skade således, at han kan opbygge formen inden næste sæson skydes i gang.

.:FORSIDE:.