fbpx
Annonce

De mange rygter om byttehandler er skidt for holdet

FCBARCELONA.DK - 24.05.20

© Getty Images
// transfer

Rygtebørsen er glodhed i Barcelona og tilsyneladende er klubben klar til at skille sig af med halvdelen af truppen i sommerens transfervindue. Det skaber usikkerhed blandt spillerne og kan påvirke indsatsen i resten af sæsonen.

Alt i mens Barcas spillere forbereder sig til genstarten af ligaen, fyger det rundt med navne på spillere, der enten er til salg eller som overvejes i forbindelse med byttehandler med andre klubber.

Tager man et kig på rygtebørsen, er Barca klar til at skille sig af med spillere som Neto, Semedo, Umtiti, Junior Firpo, Rakitic, Arthur, Vidal, Dembélé og Griezmann, altså ni spillere i den aktuelle trup på 19 mand. Det er kun rygter, men der er næppe tvivl om, at Barcas sportslige ledelse er klar til, at lytte på tilbud på de nævnte spillere.

Som professionel fodboldspiller må man indstille sig på, at rygter om fremtiden er en del af gamet, specielt når man taler om en af verdens største klubber som FC Barcelona. Alligevel har de mange rygter fået spillere som Rakitic, Arthur og senest Vidal til at reagere med forsikringer om, at de ikke ønsker at rejse nogle steder. Selv Lenglet, der ikke er omfattet af rygter, meldte i går ud, at ingen er fredet på spillermarkedet og at også han ønsker at blive hos Barca.

Dermed opstår der nemt et modsætningsforhold mellem spillerne og klubben, hvilket ikke er opmimalt. Hvis en spiller indser at han er uønsket, risikerer det at påvirke indsatsen på banen. Når det samtidig omfatter så mange spillere som det tilsyneladende er tilfældet i Barca, er det hele holdet der kan blive ramt.

Der venter Barca en intensiv periode, hvor de sidste elleve kampe i ligaen skal spilles og hvor mesterskabet afgøres. Her får træner Quique Setién brug for 100% fokus fra sine spilleres side og derfor skal det undgås, at de mange rygter tager deres fokus.

.:FORSIDE:.