fbpx
Annonce

Barca må ikke miste fokus imod Mallorca

Simon Arun Vrábel - 30.09.22

// La Liga // Mallorca

Selvom den overordnede statistik taler for en sejr over Mallorca i morgen lørdag, så har catalanerne kun vundet nogle snævre sejre i sidste sæson og trods skader er der ikke råd til pointtab.

Landskampspausen er nu officielt slut og for en stund skal fokus endnu engang rettes imod den hjemlige liga. Her skal Barca spille hele seks La Liga-kampe og den første af disse er imod Mallorca. Det er en kamp, som man bestemt ikke må undervurdere, for der er flere faktorer, som kan gøre kampen ekstra nervepirrende.

Ved allerførste øjekast ligner det dog en meget overkommelig opgave for Xavis mandskab, for Barca har i ud af de seneste 17 opgør kun tabt én gang og spillet én kamp uafgjort. Man skal helt tilbage til 2010 for at finde den første gang, at Mallorca tog point fra catalanerne i en skuffende 1-1 kamp på Camp Nou og skal man finde det seneste nederlag skal man åbne historiebøgerne under årstallet 2009, hvor Mallorca på ferieøen vandt 2-1.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Alligevel må man antage, at Xavi forbereder sig ekstra godt op til lørdagens aftenkamp og det er der flere forskellige årsager til. Den største årsag er, at det catalanske forsvar uden tvivl vil stå svagere end hidtil i sæsonens første kampe, da både Sergio Roberto, Jules Koundé, Héctor Bellerin og Ronald Araújo er skadet og det efterlader cheftræneren med tre venstre backs, tre centrale forsvarsspillere og ingen naturlig højreback.

Samtidig har Barca slet ikke vundet de seneste to opgør imod Mallorca på samme overbevisende måde som i de tidligere år. I sæsonen 2019/20 vandt man f.eks. 5-2 og 0-4, men i sidste sæson hed cifrene kun 2-1 og 0-1, så der venter med stor sandsynlighed Xavis mandskab en svær lørdag aften på Estadi de Son Moix, som har plads til 23.000 tilskuere.

Mallorca ligger forud for kampen på en 10. plads og har ud af de seneste fem kampe vundet to, tabt to og spillet én uafgjort, så det må siges, at de som nedrykningskandidat har fået en godkendt start på sæsonen. Ø-holdet har kun scoret seks mål, men samtidig kun lukket syv ind hvor fire af disse var ude imod Real Madrid, så den catalanske angrebstrio får en svær opgave ved at bryde igennem den 5-3-2 formation, som forventes at vente i La Ligas 7. spillerunde.

Kampen sparkes i gang kl. 21.00 og vises på TV2 SPORT X.

.:FORSIDE:.