fbpx
Annonce

Barca har ikke tabt til Mallorca siden 2009

Simon Arun Vrábel - 08.03.24

 


Inden det altafgørende returopgør i Champions League imod Napoli skal Xavis mandskab i aften først møde Mallorca på hjemmebane i den spanske liga. På papiret virker opgøret som en ideel kamp imod en overkommelig modstander, som Barca har gode minder fra.

I aften lægger Mallorca vejen forbi Montjuïc, og selvom Barca stort set kun har gode minder fra kampene imod ø-holdet, så er der tale om et mandskab, som i de seneste kampe har vist stor styrke.



Mallorca er inden ligaens 28. spillerunde placeret på en anonym 15. plads med otte point ned til nedrykningsstregen. Umiddelbart kunne det derfor virke som en walkover for Xavis mandskab, men et kig på gæsternes seneste resultater viser, at catalanerne skal være yderst opsatte til opgøret.

Artiklen fortsætter under annoncen


Mallorca kommer nemlig fra en 1-0 sejr hjemme over topholdet Girona, imens man samtidig slog Real Sociedad ud i semifinalen af Copa del Rey og dermed er klar til pokalfinalen i starten af april. Selvom historikken imod Barca derfor ikke taler til Mallorcas fordel, så er der tale om et hold med selvtilliden i top.



For rent statistisk er der nemlig ikke meget der taler for, at Mallorca vinder opgøret på Montjuïc. Sidste gang Barca tabte til holdet, som i dag trænes af Javier Aguirre, var nemlig helt tilbage i 2009, og det seneste hjemmebanenederlag var tilbage i 2008. De seneste fem indbyrdes opgør er endt med fire sejre til Barca og en enkelt uafgjort på Mallorca.

Imens Mallorca må undvære Omar Mascarell og Pablo Maffeo, så har Barca til gengæld en lang liste af spillere, som Xavi ikke kan råde over. De Jong, Pedri, Gavi, Balde, Torres og Marcos Alonso er alle skadet, imens Ronald Araújo har karantæne ligesom Xavi selv, og de mange fravær kan ikke undgå at påvirke spillet fredag aften. En stor og overbevisende sejr vil omvendt være den perfekt optakt inden holdet på tirsdag i næste uge kan spille sig i kvartfinalen af dette års Champions League. Først gælder det dog kampen imod Mallorca og tre vigtige point i jagten på at genvinde ligatitlen.



Kampen mod Mallorca spilles fredag aften kl. 21.00, og den vises på TV2 Sport X.

// La Liga // Mallorca
.:FORSIDE:.