fbpx
Annonce

Referat: Mallorca – FC Barcelona 0 - 4

FCBARCELONA.DK - 13.06.20

© Getty Images
// Mallorca

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Semedo 71’), Piqué, Araujo, Alba, Busquets (Arthur 71’), Vidal (Rakitic 46’), De Jong (Junior 84’), Messi, Braithwaite, Griezmann (Suárez 57’)

Bænk: Neto, Iñaki Peña, Semedo, Rakitic, Arthur, Suárez, Umtiti, Junior, Riqui Puig, Collado, Ansu Fati og Monchu.

Mål: 0-1 Vidal (2’), 0-2 Braithwaite (37’), 0-3 Alba (79’), 0-4 Messi (90')

Efter tre måneders pause på grund af corona, tog Barca hul på ligaens genstart med udekampen mod oprykkerne fra Mallorca. Her havde Quique Setién fundet plads til Braithwaite i startopstillingen, mens Suárez startede på bænken. Her sad noget uventet også Umtiti og i hans sted spillede B-holdets Araujo.

Barca fik en perfekt start på kampen med en scoring allerede i det 2. minut. De Jong erobrede bolden, hvorefter Alba sendte den ind i feltet, hvor Vidal energisk fik headet den i mål. 0-1 til Barca. Gæsterne satte sig på spillet og i det 7. minut havde Braithwaite et forsøg forbi mål. Mallorca spillede afventede og samtidig fungerede det catalanske genpres godt, så alt foregik på Barcas præmisser. Det blev til et par forsøg af Messi indenfor det første kvarter, som Barca havde siddet totalt på.

Herefter gik gassen lidt af det catalanske spil. Det udnyttede Mallorca til at komme bedre med og midt i halvlegen var de tæt på for første gang. Kubo trak fri og sendte et godt skud afsted, men Ter Stegen kom ud i fuld længde og afværgede flot. Mallorca var mere på bolden og virkede målsøgende i sit spil. Efter en halv time fik de et frispark udenfor feltet som Kubo sendte godt afsted, men Ter Stegen stod hvor han skulle. Lige efter fik spillerne en drikkepause, noget som er indført efter coronapausen.

Efter den gode periode af Mallorca, fik Barca bedre styr på sit spil. De holdt bedre på bolden og fik igen rykket spillet ned på hjemmeholdets banehalvdel. I det 37. minut kom bolden ind i feltet, hvor Messi med hovedet fik sendt den videre til Braithwaite. Han betænkte sig ikke og bankede bolden i nettet tæt under overliggeren. 0-2 og dermed havde danskeren scoret sit første mål for Barca. Herefter koncentrerede Barca sig om at kontrollere spillet og de holdt bolden i egne rækker. Mallorca havde svært ved at komme frem på banen, men de havde halvlegens sidste forsøg, med et hovedstød forbi mål. Det blev dermed ved 0-2 ved pausen efter en fornuftig halvleg af Barca.

Setién skiftede ud i pausen, hvor Rakitic afløste Vidal. Mallorca mødte Barca længere fremme på banen fra anden halvlegs start og det gav hjemmeholdet en stor mulighed i det 48. minut, da Budimir sendte et skud meget tæt forbi mål. Hjemmeholdets satsning gav Barca problemer med at holde på bolden og Mallorca holdt den på den catalanske banehalvdel en periode, hvilket gav et par hjørnespark. Efter en lille times spil kom Suárez på banen i stedet for Griezmann, der havde spillet en meget anonym kamp.

Lige efter var Braithwaite uhyre tæt på endnu en scoring, da Messi fandt ham i feltet, men målmanden fik foden på bolden, der sneg sig forbi mål. Minuttet efter var Barca tæt på igen, da Araujo bankede bolden på stoplen. Mallorca kunne ikke fastholde det høje pres og det betød at Barca igen kom i kontrol. Messi havde et forsøg over mål midt i halvlegen og lige efter kom Arthur og Semedo på banen i stedet for Busquets og Sergi Roberto.

Mallorcas spillerne virkede trætte og Barcas overtag blev mere markant. Det gav resultat 10 minutter før tid, da Alba modtog bolden på kanten af offside og køligt sendte den i nettet til 0-3. Dommeren tog VAR i brug, men godkendte scoringen. Dermed syntes kampen afgjort og selvom Mallorca forsøgte at komme tilbage, rakte kræfterne ikke til at true for alvor. Med fem minutter tilbage kom Junior ind i stedet for De Jong, hvilket betød at Alba rykkede op på midtbanen.

Barca tog lidt let på tingene i kampens sidste minutter, hvor Mallorca havde to forsøg, der begge gik tæt forbi mål. Lige efter var det Suárez der fik en god mulighed, men her afværgede målmanden. Da kampen var gået ind i overtiden, sendte Suárez Messi af sted mod mål. Argentineren tog et par træk i feltet og banken bolden i nettet til 0-4. Det blev afslutningen på en god kamp af Barca, hvor de fik lagt godt ud efter coronapausen med en fuldt fortjent sejr.

.:FORSIDE:.