fbpx
Annonce

Referat: Getafe – FC Barcelona 0 - 0

FCBARCELONA.DK - 15.05.22

© Getty Images
// Getafe

FC Barcelona: Ter Stegen, Alves, Mingueza, Lenglet, Balde (Mármol 90’), Busquets, Gavi, Puig, Memphis (Luuk de Jong 71’), Aubameyang (Fati 62’), Ferran Torres.

Bænk: Neto, Umtiti, Dembélé, Adama, Fati, Luuk de Jong, Braithwaite, Carevic, Sanz, Mármol og Jandro

Mål:

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Det var et kraftigt afbudsramt hold som Xavi havde med til udekampen mod Getafe, hvor hele ni spillere manglede. Det gav en noget uvant startopstilling med Balde, Mingueza og Puig. For Barca handlede det om at få minimum det ene point, for det ville definitivt sikre dem andenpladsen i ligaen.

Getafe lagde bedst ud og det gav dem nogle hjørnespark i indledningen som de ikke fik noget ud af. Barca kom hurtigt bedre med og der var fint fart i bolden, men der skete ikke meget fremad banen. De gange Barca nærmede sig Getafes felt blev bolden enten smidt væk eller også afviste hjemmeholdet hvad der kom. Modsat lykkedes Barca fint med at holde Getafe fra at skabe noget, så det var en noget begivenhedsløs affære på Coliseum Alfonso Pérez.

Kampen fortsatte i samme spor, med Barca mest på bolden, men uden at der blev skabt noget. Torres og Aubameyang var stort set ikke på bolden og Memphis lykkedes ikke med sine aktioner. Riqui Puig forsøgte at skabe det catalanske spil, men det meste løb ud i sandet. Getafe forsøgte sig periodevis med et højt pres, men det løste Barca for det meste fint. Til gengæld virkede den catalanske offensiv fuldstændig tandløs.

Man skulle hen til kampens 37. minut før der blev afsluttet for første gang i opgøret. Det var Getafes Carles Aleñá der forsøgte sig fra distancen, men bolden sad lige i favnen på Ter Stegen. Getafe afsluttede igen minuttet efter, men heller ikke var Barca-keeperen i problemer. Barca fik presset spillet lidt længere frem på banen i halvlegens sidste minutter, men uden at spille sig frem til muligheder. Det sluttede dermed uden mål i de første 45 minutter, hvor Barca ikke havde skabt en eneste reel målchance.

Barca lagde ud efter pausen med at have sin første afslutning, men forsøget fra Torres var helt ufarligt. Barca fortsatte med at sidde solidt på spillet og i det 53. minut var det Memphis der forsøgte sig fra distancen, men bolden gik et stykke forbi mål. Getafe koncentrerede sig om defensiven for at få det ene point, der ville redde dem fra nedrykning, så alt initiativet var overladt til Barca.

Netop som uret havde rundet en times spil kom Ansu Fati på banen i stedet for Aubameyang. Det ændrede dog ikke meget på Barcas spil, der virkede uinspireret og uden ambition. De udfordrede ikke for alvor Getafes forsvar, der ikke virkede stresset af, at Barca havde bolden hele tiden. Midt i halvlegen måtte Memphis lade sig skifte ud med en skade og lidt uventet var det Luuk de Jong der afløste ham.

Kampbilledet fortsatte med Barca klart mest på bolden, men uden at skabe noget. Getafe lukkede godt af og forhindrede catalanerne i at komme til muligheder. Måske det samtidig lurede i Barca-spillernes baghoveder, at ét point definitivt ville give dem andenpladsen i ligaen. I hvert fald afsluttede de kampen med at holde på bolden fremfor at forsøge at skabe noget foran mål. Da man havde tage hul på dommerens tillægstid var det tid til debut til Mika Mármol, da han afløste Balde. Kort efter blev kampen fløjtet af og Barca fik det ene point de havde brug for, men det var ikke nogen opløftende indsats de havde ydet.

.:FORSIDE:.