fbpx
Annonce

Todibo: 'Jeg har hurtigt vænnet mig til Bundesligaen'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 21.03.20

© Getty Images
// Todibo

Jean-Clair Todibo nyder fodboldmæssigt godt af sit lejeophold i Schalke 04. Den unge midtstopper lægger ikke skjul på, at han er godt tilfreds med sin nye tilværelse i Tyskland, som har budt på ekstra spilletid.

Barcas franske forsvarstalent, Jean-Clair Todibo, blev over vinteren udlejet til tyske Schalke 04, der samtidig sikrede sig en købsoption. Siden da er det blevet til fem Bundesliga-optrædener samt to kampe i den tyske pokalturnering - en klar opgradering i forhold til Barcelona, når det kommer til spilletid. Trods Schalkes haltende resultater, er franskmanden godt tilfreds med sin nye tilværelse.

'Jeg følger mig virkelig godt tilpas. Jeg har fundet mig godt til rette på holdet og har det dejligt' fortalte Todibo i et interview med hjemmesiden Bundesliga.com. 'Det eneste vi for øjeblikket mangler er sejre. Vi er inde i en lidt svær periode, men med tiden skal det hele nok blive godt' konkluderede han videre.

Forud for corona-pandemien kunne Todibo glæde sig over forøget spilletid. Denne udvikling begrunder han med, at han så småt har fået Bundesligaen ind under huden. 'Jeg mener, at jeg har forbedret mig gradvist. Jeg skulle vænne mig til at spille uge efter uge, men jeg er stille og roligt blevet vant til det, og nu går det godt. Jeg er dog aldrig glad, når vi ikke vinder' lød det videre.

Franskmanden er ligeledes imponeret over niveauet i Bundesligaen. 'Jeg har altid vidst, at Bundesligaen var meget stærk og den holdning har jeg kun fået bekræftet, efter jeg er ankommet. Bundesligaen er meget instens og den rummer store mængder kvalitet. Jeg er meget glad for at være her' kom det til slut fra den 20-årige forsvarsspiller.

Schalke kan vælge at gøre aftalen med Todibo permanent til sommer via en købsoption på 25 mio. euro samt yderligere fem mio. euro i variabler. Vælger tyskerne at gøre brug af denne option, har Barca dog sikret sig en tilbagekøbsklausul på 50 mio. euro samt 10 mio. euro i variabler.

.:FORSIDE:.