Polemik: Carles Tusquets føler sig misforstået

FCBARCELONA.DK - 05.12.20

© Getty Images

Forleden blev Barcas midlertidige leder, Carles Tusquets, citeret for at sige, at han ville have solgt Messi i sommer. Det fik Koeman på banen med et skarp svar og nu forsikrer Tusquets om, at han er blevet misforstået.

Det er ikke nemt at stå i spidsen for en kæmpe klub som FC Barcelona, hvor alt vendes og drejes af den meget kritiske catalanske presse, ikke mindst her hvor der hersker kaos på næsten alle hylder i klubben.

Det måtte Carles Tusquets sande, da han forleden blev citeret for at sige følgende: 'Økonomisk set, så ville jeg have solgt Leo Messi i sommerens transfervindue. Både i forhold til hvad du ville spare i lønkroner og hvad du ville få i transferindtægter, men sådan noget skal aftales med den sportslige ledelse. La Liga har pålagt os et lønloft og et salg ville have hjulpet os i forhold til dette' kom det fra ham.

Det skabte en usædvanlig skarp reaktion fra Ronald Koeman på et pressemøde i går. 'De kommentarer der kommer internt fra klubben, hjælper os ikke til at få den ro vi har brug for. Vi kan ikke kontrollere hvad man siger udenfor klubben, men internt er en anden sag' sagde han som en klar kritik af udmeldingen fra sin midlertidige chef.

Nu er Tusquets så ude med en kommentar til de massive reaktioner hans udtalelse har skabt. 'Jeg sagde ikke, at jeg ville sælge Messi denne sommer. Det jeg sagde var, at rent økonomisk ville det være bedst for klubbens økonomi, fordi vi taler om verdens bedst lønnede spiller. Jeg talte kun om tal og man har misforstået mit svar' kommer det fra ham i en snak med radiostationen RAC1.

'Det er indlysende, at rent økonomisk ville en exit af Messi have været godt for klubben. Det er den skinbarlige sandhed, men jeg skulle selvfølgelig ikke have besvaret spørgsmålet' forklarede Tusquets videre.

'Jeg er klar til at tale med Messis omgivelser, for at uddybe mit svar, ligesom jeg om nødvendigt vil forklare Koeman, at man har viderebragt min udtalelse om Messi dårligt' afslutter han.

Mon ikke Carles Tusquets tænker sig lidt ekstra om, næste gang han bliver spurgt til Messis situation.

.:FORSIDE:.