fbpx
Annonce

Martin Braithwaite: 'Vi kan slå Barca ud'

Rune Stentoft Arlbjørn - 29.01.20

© Getty Images
// Leganés // Martin Braithwaite
I morgen gælder det ottendedelsfinalen i Copa del Rey, når Barca tager imod Leganés fra den bedste spanske række. Her spiller den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite, som vi her på fcbarcelona.dk har taget en lille snak med inden opgøret.

Martin Braithwaite har spillet i Leganés siden den 3. januar 2019, hvor han blev hentet til Spanien fra engelske Middlesbrough. Danskeren har haft stor succes i den madrilenske klub, hvor han blandt andet har formået at score mod Barca.

Her på fcbarcelona.dk har vi taget en snak med Braithwaite om torsdagens pokalkamp, hvordan han spår Leganés' chancer og hvad hans syn er på Barca og den nye træner, Quique Setién.


Hvad tænker du om at møde Barca i ottendelsfinalen i Copa del Rey?
'Jeg tænker, at vi trak den sværest mulige modstander, som vi skal møde det sværeste sted. Der var jo otte mulige modstandere, og ud af de otte, så var seks af dem lavere rangerede hold. Vi trak så simpelthen Barcelona på Camp Nou, så selvfølgelig er det det sværeste sted vi kunne komme, men samtidig er det også sådan, at hvis du kan slå dem ud, så er du noget et langt stykke hen af vejen.'

Hvordan forbereder du dig til kampen mod Barca?
'Jeg forbereder mig egenligt bare ligesom mod alle andre hold. Der er ikke så meget forskel. Det er et rigtig godt mandskab, men jeg ved, at med mine kvaliteter, kan jeg godt gøre ondt på dem. Det har jeg gjort før, så jeg er egenligt meget rolig og glæder mig meget til at spille kampen.'

Hvordan tror du, at kampen kommer til at forløbe?
'Som alle Barcelona-kampe, så tror jeg, at de kommer til at have meget af spillet. Det vi egenligt skal sørge for er at være rigtig godt organiseret og slå dem på kontra-fasen, fordi det giver helt sikkert en masse muligheder.' 

Med hvilken tilgang til kampen vil Leganés spille på Camp Nou?
'Vi vil helt sikkert komme med en tilgang for at vinde kampen og ramme dem på de steder, hvor vi kan gøre ondt på Barca. Det er jo selvfølgelig på kontra, som jeg sagde lige før, og også på dødbolde.'

Du scorede på Camp Nou sidste år. Hvordan var det og kan du gøre det igen?
'Selvfølgelig er det altid specielt at score på nogle af de største stadions i verden mod nogle af de bedste hold. Jeg ser helt sikkert mig selv som en spiller på deres niveau. Jeg vil gerne derhen og vise mig frem mod nogle spillere som dem, så jeg tror helt sikkert på, at jeg kan score mod dem i morgen. Jeg kommer med en masse selvtillid, og jeg tror på mig selv, så selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan gøre det. Det handler dog om, at holdet spiller en god kamp.'

Hvilket Barca-hold forventer i at møde i morgen med den nye træner Quique Setién i spidsen?
'Jeg tror, at det er et godt hold. Det er jo ikke fordi, at der er kommet flere spillere eller at der er nogle bærende spillere, der er blevet sorteret fra. Det er et rigtig godt hold, og jeg tror, at det bliver et sindsygt sultent hold, fordi de ikke har fået så gode resultater på det seneste. Barca har ikke været så overbevisende på det seneste, som vi ellers kender dem for at være, så Barca kommer hundrede procent med en masse sult og de vil gerne vise sig frem på hjemmebane.'

Hvad mener du om Barcas nye træner, Quique Setién?
'Så godt kender jeg ham ikke, men jeg ved, at det er en, der vil spille rigtig god fodbold. Jeg tror, at han passer rigtig godt ind i deres filosofi. Det er også derfor han er blevet hyret af klubben.'

Kampen afgøres over en enkelt kamp. Hvordan vurderer du Leganés' chancer for at gå videre til kvartfinalen i Copa del Rey?
'Det er en pokalkamp, så alt kan ske. Selvfølgelig er vi underdogs til denne kamp, men vi skal tro på det. Jeg ved godt, at vi alle skal spille op til vores bedste niveau, hvis vi skal slå dem, men alt er muligt i en pokalkamp, og vi tror på vores egne chancer.'

Hvilken Barca-spiller vil du helst bytte trøje med?
'Nu er jeg egenligt ikke selv en spiller, som bytter trøjer med andre spillere, men hvis muligheden byder sig, og hvis det er sådan, at jeg skulle vælge en at bytte trøje med, så ville det helt sikkert være Messi, men det er ikke sådan, at jeg løber hen og spørger om det.'

Hvordan vil i som hold stoppe Messi?
'Det ved jeg ikke. Jeg tror, at der er mange hold før os og mange hold efter os, som vil prøve at se på hvordan man stopper ham, men jeg tror egenligt bare det handler om at spille godt, som et hold, og at alle sammen skal spille op til niveau. Jeg tror dog, at det er umuligt at stoppe ham i en hel kamp. Messi skal nok finde nogle momenter, hvor han kan finde plads til sig selv og finde huller i vores forsvar, så selvfølgelig handler det om, at alle skal spille en god kamp, og så må vi se i sidste ende hvad det giver.'

Går Leganés videre?
'Selvfølgelig! Jeg går da ind en med en tro på, at vi går videre. Ellers kunne vi lige så godt bare blive hjemme. Hvis det var sådan jeg kunne se ud i fremtiden, så ville jeg nok være som Nostradamus fra Frankrig i tidernes morgen, men lige nu og her, så tror jeg hundrede procent på, at vi går videre. Selvfølgelig tror jeg på det, men om vi gør det kan jeg ikke sige, men jeg har i hvertfald troen på, at vi gør det, og det er det vi spiller for' afsluttede Martin Braithwaite.
.:FORSIDE:.