fbpx
Annonce

Avis: Barca overvejer ikke at hente Messi retur

Peter Vyff - 10.10.23

// Lionel Messi

Messi blev i sidste uge sat i forbindelse med et lejeskifte til Barca, da Inter Miami ikke formåede at kvalificere sig til slutspillet i MLS. Klubben har dog angiveligt ikke tænkt sig at forfølge muligheden, hvilket skyldes den stramme økonomi.

Inter Miami måtte i søndags sande, at de ikke længere har mulighed for at kvalificere sig til slutspillet i den amerikanske MLS. Florida-mandskabet tabte 1-0 til førerholdet FC Cincinatti, hvilket betyder at sæsonen er slut, og at holdet ikke kommer til at spille kampe fra slutningen af oktober frem til februar næste år.

Der er derfor blevet spekuleret i at udleje Lionel Messi, der ikke har været til rådighed for Inter Miami i en række kampe grundet en muskelskade. Det samme scenarie udfoldede sig med David Beckham og Thierry Henry, der også lod sig udleje, imens sæsonen stod stille i USA.

Artiklen fortsætter under annoncen


Rygterne omkring en spektakulær retur til Barca blussede derfor op i sidste uge, men det kommer ifølge avisen Mundo Deportivo ikke til at ske. Catalanerne har stadig store økonomiske problemer, og selvom argentineren med sikkerhed kunne tilbyde holdet endnu større kvalitet, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt.

Der er simpelthen ikke plads til Messi i budgettet, da ledelsen i forvejen kæmper med kravene for Financial Fair Play. Og selvom Barca-ikonet skulle spille næsten gratis, vil La Liga beregne hans løn meget højere.

Barca prioriterer samtidig også tilføjelsen af Vitor Roque noget højere, da de også skulle have forsikret brasilianeren om, at der ikke bliver problemer med hans indregistrering. Stortalentet står på nuværende tidspunkt først til at ankomme næste sommer, men med skaden til Robert Lewandowski er behovet for en backup-angriber kun blevet endnu større.

Alt tyder derfor på at Messi ikke kommer retur i denne omgang, og hans kalender er da heller ikke helt tom, da han skal spille VM-kvalifikationskampe for Argentina.



.:FORSIDE:.