fbpx
Annonce

Jonas Schwartz: De lidt ukendte stjerner

FCBARCELONA.DK - 07.05.22

© Twitter
// Kongen, Dværgene og de andre Barça-stjerner

Fodboldkommentator Jonas Schwartz er blandt forfatterne til den nye bog om FC Barcelona - 'Kongen, Dværgene og de andre Barça-stjerner'. Han har bidraget med to artikler om henholdvis Carles Rexach samt Ronald Koeman.

I nedenstående artikel fortæller Jonas Schwartz om hvorfor han har valgt at bidrage til den nye bog om FC Barcelona og hvorfor han besluttede sig for at skrive om netop Carles Rexach og Ronald Koeman.
----

Lad mig slå fast med det samme: Som fodboldkommentator og fodboldfan er jeg glad for mange europæiske storklubber. Jeg har kæmpe respekt for det, FC Barcelona står for rent spillemæssigt. På måden de ser spillet. Måden de gerne vil udtrykke sig med bolden. Ledelsesniveauet tror jeg de fleste tydeligt kan se, at dér er klubben ikke den mest troværdige. Hverken nu eller før. Men takket være Johan Cruyff er FC Barcelona blevet en klub, mange kigger imod. Kunsten har været at holde fast i den spillefilosofi, som blev grundlagt med Cruyff i sin tid – specielt når resultaterne ikke har været der. Ikke at gå på kompromis. Holde fast i sin overbevisning. Og tænk hvilke spillere Barça har givet alle os fodboldelskere. Tænk på de oplevelser vi har fået gennem nu mange årtier.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at skrive bogen i familiehøjde om FC Barcelona, ’Kongen, Dværgene og de andre Barça stjerner’, var jeg ikke i tvivl. Det ville jeg gerne. Der er klubber, som bare er noget helt særligt. Barça er en af dem. Og jeg synes tanken om at fortælle historier om klubben til den næste generation af fodboldelskere er skøn. Jeg ville da ønske, at da jeg var en knøs, at der havde været en bog om fx FC Barcelona. Det er aldrig for tidligt at fortælle eller læse om fodbold.

Man kan skrive om mange spillere i FC Barcelona. Da vi skulle fordele bogens hovedpersoner imellem os, valgte jeg bevidst at gå efter de måske lidt mere ukendte stjerner, hvis vi kigger på det enormt store persongalleri, der har formet klubben. Carles Rexach er en fascinerende mand. Han er født i Barcelona og opvokset tæt på Camp Nou. Han har kun spillet for FC Barcelona, endda over 600 kampe og så var det ham, der som sportsdirektør skrev kontrakt med klubbens største spiller igennem tiderne: Lionel Messi. Jeg synes Rexach i den grad fortjener et kapitel. Så valgte jeg også Ronald Koeman. Barça har vundet Champions League fem gange, men det var faktisk først i 1992, at de vandt turneringen for første gang. Og det var på grund af en tordenhug på frispark af Koeman i finalen mod Sampdoria. Den titel betød ufatteligt meget for Barça – ikke mindst for deres selvopfattelse. Husk på, at Barças evige rivaler, Real Madrid, på det tidspunkt i 1992 allerede havde vundet mesterholdsturneringen seks gange. Ét spark kan gøre en kæmpe forskel. Og det spark sendte Koeman afsted. Koeman vil for altid – på grund af det spark – være en legende for alle Barça-fans. Derfor også et kapitel om Koeman.

Rigtig god fornøjelse med læsningen: https://www.ourfootballheritage.com/fc-barcelona

.:FORSIDE:.