fbpx
Annonce

Gazzetta: Inter står klar med 2 mia. kr. til Messi

FCBARCELONA.DK - 01.08.20

Rygterne om Messis mulige skifte til Inter om et år vil ikke stoppe. Nu fortæller den italienske avis Gazzetta dello Sport, at Inter står klar med 260 mio. euro, næsten 2 mia. kroner, for at lokke Barca-anføreren til Milano.

Messi kan forlade Barca kvit og frit efter hver sæson, så længe han meddeler det til kluben inden maj måned. Det gjorde han ikke den forgangne maj, men ingen ved hvordan tingene ser ud til maj måned 2021. Kunne Messi finde på at søge eventyr?

I Italien har der på det seneste været rygter om kontakter til Messis bagland om et muligt skifte til Inter, noget som ellers ikke virker særligt sandsynligt. Alligevel dukker rygterne nu op igen og denne gang med fornyet styrke.

Gazzetta dello Sport fortæller i dag, at Inter vil tilbyde Messi en 4-årig kontrakt, hvor hans samlede løn i perioden vil blive på svimlende 260 mio. euro. Da Inter ikke skal betale overgangssum til Barca, håber de at kunne lokke Messi til Milano med en astronomisk løn.

Hvor skal Inter så få de mange penge fra? De kommer fra klubbens stenrige ejer, den kinesisske Suning Group, der skulle være klar til at finansiere den store satsning. I spidsen for Suning står den 57-årige Zhang Jindong, der vurderes at være god for 8.300 mio. dollars, så han burde have råd til det.

Om Messi så er til at lokke med så mange penge og et sportsligt projekt der er bygget op omkring ham selv, er det helt store spørgsmål. De fleste gætter dog stadig på, at han vælger at spille for Barca til han en dag lægger støvlerne på hylden.

.:FORSIDE:.