Barca spiller støttekamp for kampen mod coronavirus

FCBARCELONA.DK - 02.04.20

© Getty Images

Torsdag eftermiddag bekræftede Barca, at man vil spille en støttekamp mod klubben CF Igualada for at samle penge ind til kampen mod coronavirus. Igualada er den hårdest ramte by i Catalonien.

Byen Igualada ligger cirka 60 kilometer nordvest for Barcelona og er den hårdest ramte by i Catalonien i forbindelse med coronavirussen. Byen er blevet lukket helt ned og politiet har spærret alle veje af. Derudover kontrollerer politiet alle personer, som skal ind og ud af byen.

Borgmesteren i Igualada bad længe den spanske regering om hjælp og gjorde opmærksom på den store katastrofe, som byen havde i udsigt. Regeringen reagerede dog alt for sent, hvorfor byen blev hårdt ramt. Derfor har Barca nu valgt at hjælpe.

Barca og CF Igualada meddeler, at man vil spille en støttekamp, hvor overskudet vil gå til kampen mod coronavirus. Kampen vil blive spillet på Igualadas stadion, Municipal de Les Comes.

Det er endnu ikke fastlagt hvornår kampen skal spilles, da det ikke er forsvarligt at spille den i øjeblikket. Derfor vil det først være når coronavirussen er på tilbagetog, at man kan forvente støttekampen afviklet.

.:FORSIDE:.