fbpx
Annonce

Referat: Deportivo Alavés – FC Barcelona 0 - 5

FCBARCELONA.DK - 19.07.20

© Getty Images
// Alavés

FC Barcelona: Neto, Sergi Roberto, Lenglet (Semedo 50’), Araujo, Alba, Busquets (De Jong 59’), Vidal, Puig, Messi, Fati (Braithwaite 78’), Suárez

Bænk: Ter Stegen, Semedo, De Jong, Braithwaite og Arnau

Mål: 0-1 Fati (24’), 0-2 Messi (33’), 0-3 Suárez (44’), 0-4 Semedo (57’), 0-5 Messi (75’)

Barca sluttede ligaen af med udekampen mod Alavés i et opgør, hvor der ikke stod noget på spil for de to mandskaber. Træner Setién overraskede ved at lade Neto starte inde for en sjælden gangs skyld, mens Martin Braithwaite endnu en gang måtte tage plads på bænken. Der var 30 grader varmt i Vitoria da kampen blev fløjtet i gang, så der ventede spillerne en varm eftermiddag.

Barca lagde stærkt ud med flot afslutning af Puig i det 3. minut, men han måtte se bolden prelle af på overliggeren. Alavés forsøgte at spille med i starten og det gav Barca god plads. Det var tæt på at give en scoring i det 8. minut, da Messi blev spillet komplet fri i feltet, men for en sjælden gangs skyld svigtede teknikken hos argentineren. Barca fortsatte de gode takter og i det 10 minut sendte Fati bolden tæt forbi mål. Lige efter var det endnu tættere på, da Vidal havde et skud der tog overliggeren.

Varmen lagde en dæmper på tempoet i kampen, men Barca havde ingen problemer med at skabe noget. Det så man i det 16. minut, da det var Messi der måtte se træværket forhindre en scoring. Alavés’ defensiv virkede ikke overbevisende og hjemmeholdets få forsøg på omstillinger blev løst godt af Barca-forsvaret. Det hele foregik på Barcas præmisser og det blev til afslutninger af Messi og Suárez, som i begge tilfælde blev afværget af keeperen. Det virkede dog kun som et spørgsmål om tid før første Barca-scoring ville komme og det skete i det 24. minut. Det var Messi der sendte bolden i feltet, hvor det lidt tilfældigt havnede hos Ansu Fati, der sikkert ekspederede den i mål til 0-1.

Tre minutter senere burde Suárez have øget føringen, da Puig sendte ham helt alene mod mål, men han afsluttede svagt. Barca fortsatte med at styre det hele og de fik rigtig god plads af et passivt hjemmehold. Det udnyttede de i det 33. minut, hvor godt forarbejde af Sergi Roberto og Puig bragte Messi helt fri og han svigtede ikke. 0-2 til Barca. Herefter slap Barca lige foden lidt fra speederen en periode, men kun indtil halvlegens sidste minutter. Her fik Vidal hovedet på et indlæg fra Messi, men Roberto i målet hev en klasseredning frem.

Få minutter efter måtte Alavés-keeperen dog overgive sig igen, da Suárez udnyttede en præcis pasning fra Alba, til at gøre det til 0-3. Det blev sidste aktion i en første halvleg hvor Barca havde været overlegne og scoret tre flotte mål og derudover også havde ramt træværket tre gange.

Anden halvleg fik en skidt indledning for Barca, for Lenglet måtte udgå noget det kunne ligne en lyskeskade. Semedo kom ind i stedet og det betød at Arturo Vidal overtog den uvante rolle i det centrale forsvar, mens Sergi Roberto rykkede op på midtbanen. Barca kontrollerede kampen uden problemer, men også uden at bruge for mange kræfter. Man skulle derfor hen til en lille times spil, inden de for alvor var farlige for første gang efter pausen. Sergi Roberto fandt Semedo i feltets højre side og portugiseren bankede resolut bolden i nettet til 0-4. Det var hans første ligascoring i denne sæson. Kort efter blev Sergio Busquets afløst af De Jong.

Kampen var for længst afgjort og det fik begge hold til tage lidt let på opgaven. Tempoet var lavt og der blev ikke satset 100% fra nogle af siderne. Det betød en noget begivenhedsløs periode i opgøret og først et kvarter før tid skete der igen noget. Her kom der lidt fart i spillet, da Alba trak i dybden og sendte bolden ind foran mål, hvor Messi ekspederede den i nettet til 0-5. Lige efter blev Martin Braithwaite sendt på banen i stedet for Ansu Fati.

Alavés fik lov til at være lidt med i kampens sidste minutter, hvor det blev til et par afslutninger til hjemmeholdet, men begge gange forbi mål. Da kampen var på vej ind i overtiden, kom Braithwaite fri i feltet, men hans forsøg gik tæt forbi mål. Mere skete der ikke i opgøret og Barca vandt en overlegen 0-5 sejr, der sagtens kunne være blevet større, men samlet set en god afslutning på en ellers skuffende liga. 

.:FORSIDE:.