fbpx
Annonce

Referat: Leganés - FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 23.11.19

© Getty Images
// Leganés

Det kørte slet ikke for Barca i opgøret mod Leganés, hvor holdet kom bagud efter en skidt første halvleg. Det lykkedes dog at få vendt kampen efter pausen på scoringer af Luis Suárez og Arturo Vidal.

FC Barcelona: Ter Stegen, Wague, Piqué, Umtiti, Junior, Busquets (Rakitic 57’), De Jong (Fati 70’), Dembélé, Messi, Suárez, Griezmann (Vidal 57’)

Bænk: Neto, David Morer, Araújo, Rakitic, Aleñá, Vidal og Ansu Fati.

Mål: 1-0 En-Nesyri (12’), 1-1 Suárez (53’), 1-2 Vidal (79’)

Efter landskampspausen skulle Barca en tur til Madrid i ligaens 14. spillerunde, hvor de mødte bundholdet Leganés. Flere skader i forsvaret betød en del ændringer på holdet, blandt andet sæsonens første minutter til Moussa Wague. Valverde overraskede ved at indlede opgøret med hele fire angribere.

Barca satte sig tungt på spillet fra start, hvor Leganés stillede sig tilbage med alle mand foran eget felt. Det gav tydeligt Barca store problemer med at finde plads til kombinationerne. Det fik Leganés til gengæld i det 12. minut, da de første gang vovede sig frem på banen. Her virkede Barca-defensiven langsom og det udnyttede En-Nesyri til at sende et brag af et skud op i krydset, uden chance for Ter Stegen.

Få minutter senere viste hjemmeholdet tænder igen med en åben mulighed, hvor bolden endte i sidenettet. Det kørte slet ikke for Barca, der havde svært ved at få fart i bolden, mod den massive mur foran hjemmeholdets felt. Man skulle hen midt i halvlegen før Barca var farlige for første gang, men målmanden kom ud og blokerede da Suárez var tæt på at komme fri. Der kom lidt mere snert i Barcas spil og efter en halv time var de tæt på en udligning. Dembélé lagde en bolden ind i feltet hvor Suárez fik hovedet på, men målmanden kom ud i fuld længde og afværgede til hjørne med det yderste af fingerspidserne.

Det var dog en enlig svale fra gæsternes side, for problemerne med at finde plads fortsatte. Messi forsøgte flere gange at tage sagen i egen hånd, men bolden blev hurtigt pillet fra ham. Heller ikke Dembélé eller Griezmann havde meget held med deres spil. Barca kom derfor ikke frem til mere inden pausefløjtet, men det gjorde Leganés, da de i sidste minut sendte bolden forbi mål. Mere skete der ikke i en skidt første halvleg af Barca.

Barca indledte anden halvleg med et hovedstød som Piqué sendte på stolpen efter et hjørnespark. Det var tydeligt at catalanerne havde fået en opsang i pausen, for der var mere fart i spillet end i de første 45 minutter. Det gav udbytte i det 53. minut hvor Barca fik et frispark, som Messi sendte ind i feltet. Her ramte han præcist Suárez, der med hovedet udlignede til 1-1. Få minutter senere var det tæt på en catalansk føring, da De Jong spillede Messi fri, men målmanden tog sig af afslutningen.

Lige efter foretog Valverde en dobbelt udskiftning, da Vidal og Rakitic afløste Busquets og Griezmann. Efter den udmærkede start på halvlegen gik Barcas spil igen i stå. De havde svært ved at skabe noget og kombinationerne løb ofte ud i sandet. Modsat virkede Leganés ikke længere som den store trussel fremad banen. Resultatet var et klart overtag til Barca, men uden at der kom noget ud af det. Det tog Valverde konsekvensen af i det 70. minut, da han satsede offensivt ved at sende Ansu Fati på banen i stedet for De Jong.

10 minutter før tid fik Barca et hjørnespark, hvor bolden tilfældigt ramte en Leganés-spiller i feltet og røg hen til en komplet fri Vidal, der takkede ved at banke bolden i nettet. I første omgang var flaget oppe for offside, men en VAR-kendelse godkendte scoringen. Dermed havde Barca vendt kampen. Leganés reagerede ved at komme frem på banen og de lykkedes med at sætte catalanerne under pres. Det skabte dog samtidig mere plads og det var Barca tæt på at udnytte i sidste ordinære minut, hvor Dembélé burde have lukket kampen.

Barca holdt stand de sidste minutter uden de store problemer og de hentede derved de tre point, men det skete på en dag hvor det slet ikke kørte for dem.

.:FORSIDE:.