fbpx
Annonce

FC Barcelona - Levante 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 27.04.19

© Getty Images
// Levante

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Rakitic, Vidal, Arthur (Busquets 72’), Coutinho (Messi 46’), Suárez, Dembélé (Sergi Roberto 85’)

Bænk: Cillessen, Sergi Roberto, Umtiti, Busquets, Aleña, Malcom og Messi

Mål: 1-0 Messi (62)

Barca kunne afgøre ligaen med en sejr over Levante, men alligevel valgte Ernesto Valverde at indlede kampen med nøglespillere som Messi og Busquets på bænken, helt sikkert med henblik på onsdagens kamp mod Liverpool. Det betød at Rakitic fik pladsen på midtbanen foran forsvaret, mens der blev plads til både Dembélé og Coutinho i front.

Barca lagde godt ud med chanceskabende spil og det gav tre gode forsøg de første fem minutter, men hverken Suárez, Coutinho eller Lenglet havde heldet med sig. Efter den gode start faldt farten i hjemmeholdets spil og Levante fik bedre styr på defensiven. Det var dog stadig Barca der dominerede klart og Levante virkede slet ikke som nogen trussel.

Levante stod det meste af tiden med alle mand foran eget felt og det gjorde det svært for Barca at finde plads. Det lykkedes dog midt i halvlegen, da Suárez trak godt ind i feltet og afsluttede, men keeperen fik afværget til hjørne. Farten var tilbage i det catalanske spil og i de efterfølgende minutter blev det til tre gode forsøg fra en veloplagt Coutinho, men heller ikke her kom bolden i nettet. Specielt det ene forsøg burde have givet fuldt udbytte, da han havde masser af tid, men afsluttede lige på målmanden.

Barca sad på hele og selv når Levante forsøgte at gå højt på banen, blev det løst uden de store problemer og gæsterne evnede ikke at komme frem til noget. Barca fortsatte deres stræben efter muligheder og i det 34. minut sendte Vidal et skud tæt forbi mål. Fem minutter før pausen fik Barca frispark udenfor feltet og det tog Coutinho sig af. Her manglede brasilianeren igen de sidste marginaler, for bolden tog oversiden af overliggeren. Tættere på kom Barca ikke og det stod derfor stadig 0-0 da holdene gik til pause.

Valverde valgte at sende Messi på banen fra andens halvlegs start i stedet for Coutinho, der ellers havde gjort det godt. Barca fortsatte med at sidde på kampen, men det varede noget inden de skabte noget foran mål. Det skyldtes ikke mindst, at Dembélé stort ikke lykkedes med noget og det hæmmede det catalanske spil. Man skulle hen til det 57. minut før at Barca var farlige for første gang efter pausen, da Rakitic sendte et god skud af sted, hvor bolden strøg tæt forbi mål.

Lige efter var det Dembélé der fik en god mulighed, men det var bare ikke franskmandens aften. Et par minutter senere opsnappede Vidal en returbold foran feltet og sendte den videre til Messi. Han tog et træk og sendte sikkert bolden i nettet til en fortjent 1-0 føring. Dermed var mesterskabet kommet meget tæt på. Der gik dog kun to minutter inden at de 92.000 tilskuere fik sig en gedigen forskrækkelse, da det kun var en fantastisk redning af Ter Stegen der forhindrede Levante i at udligne på deres første forsøg i kampen.

Kampen åbnede op og Levante kom længere frem på banen. Samtidig virkede det som om, at Barca-spillerne pludselig begyndte at tage for let på tingene og sløse med boldene. Det gav en stor chance til Levante midt i halvlegen efter en fejl af Rakitic, men Morales brændte med et skud over mål. Her var heldet med Barca. Kort efter kom Busquets på banen i stedet for Arthur. Levante lykkedes at sætte Barca under pres og 10 minutter før tid måtte Ter Stegen gribe ind i to omgange for at forhindre en udligning.

Levantes satsning gav Barca bedre plads og det gav et par farlige situationer til hjemmeholdet, men der blev sløset i de afgørende situationer. Messi afsluttede et par gange og også Vidal, men ingen af gangene var det helt tæt på. Det var det derimod fem minutter før tid og igen var det Messi, men her gik bolden tæt forbi. Dembélé blev afløst af Sergi Roberto lige efter. Levante satte en sidste desperat satsning ind og det gav Barca store problemer. Camp Nou holdt vejret, for en udligning ville aflyse mesterskabsfesten.

Det var meget tæt på at ske i det sidste ordinære minut, da Levante afsluttede på indersiden af stolpen, hvorefter Ter Stegen kunne samle bolden op på selve stregen. Her var marginalerne virkelig med catalanerne. Kort efter fløjtede dommeren af og Barca-spillerne kunne juble over sejren og det spanske mesterskab.

.:FORSIDE:.