fbpx
Annonce

Kan Emerson løfte Dani Alves' tunge arv?

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 24.03.20

© Getty Images
// Emerson

Emerson har i denne sæson vist flotte takter på højreback-positionen for Real Betis. Håbet er derfor, at brasilianeren kan blive den længeventede profil til af udfylde det tomrum, Dani Alves efterlod i Barca.

Barca sikrede sig som bekendt den tidligere Atlético Mineiro-spillers underskrift tilbage i sidste sæson, men valgte straks at udleje ham til Real Betis, hvor han kunne få regelmæssig spilletid. Catalanerne kan derfor vælge at gøre brug af den 21-årige højreback fra og med starten af næste sæson - et scenarie der på nuværende tidspunkt virker forholdsvis plausibelt.

Inden corona-pandemien satte en stopper for al fodbold, havde brasilianske Emerson gang i en mere end godkendt sæson for Real Betis. Højrebacken står således noteret for 24 kampe, hvoraf det er blevet til tre mål og fem assist.

Det er ingen hemmelighed, at Barcelona har haft store vanskeligheder med at finde en naturlig arvtager for Dani Alves, der i en lang årræke brillerede på Camp Nou, blandt andet med et hav af assist. Klubben har desperat forsøgt at finde en erstatning med de samme kvaliteter, dog uden held. Det tætteste man er kommet er Sergi Roberto og Nélson Semedo, der p.t. kæmper om positionen, men her er der fortsat lang vej op til Dani Alves tårnhøje niveau.

Spørgsmålet er om Emerson kan blive manden til at gå i Alves' fodspor. Brasilianeren har vist imponerende offensive takter og har samtidig også forbedret sig i det defensive aspekt. Disse bedrifter har blandt andet kastet en udtagelse for det brasilianske landshold af sig.

Emerson var da også positiv i forhold til sin personlige udvikling, da han forleden deltog i et interview med Fox Sports. 'Jeg har forbedret mig i næsten alle aspekter - teknisk, positioneringsmæssigt. Jeg har lært en masse i denne sæson. Jeg har især fokuseret på den defensive del af spillet, hvor jeg er vokset fra 50 til 100 procent. I dag er det svært, at forbedre mig selv yderligere' lød det selvsikkert fra højrebacken.

Højreback-positionen er fortsat et ombejlet tema på ledelsesgangene hos FC Barcelona. Det bliver derfor spændende at se, om man vælger at satse på Emerson i den kommende sæson, eller om man fortsat går med den nuværende konstellation bestående af Sergi Roberto og Nélson Semedo.

.:FORSIDE:.