fbpx
Annonce

Setién har fortsat et stort arbejde foran sig

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 24.01.20

© Getty Images
// Setien // Ibiza

Antoine Griezmann forhindrede med nød og næppe en regulær katastrofe, da Barca onsdag sikrede sig videre avancement i Copa del Rey. Kampen gav et klart billede af, at Setién har et stort arbejde foran sig.

Barca spillede ikke godt, da man onsdag aften besejrede Ibiza 2-1 på udebane. Catalanerne sad tungt på spillet, men de mange pasninger mundede ikke ud i chancer. Barcelona havde rent ud sagt ikke et eneste skud på mål i løbet af første halvleg, og boldomgangen var for langsom og initiativløs.

Spillet gik i opløsning hver eneste gang man nærmede sig modstanderens felt. Ivan Rakitic og Frenkie de Jong var ikke i stand til at finde plads i mellemrummene, og Griezmann var anonym indtil kampens slutning, hvor han så til gengæld med nød og næppe fik afværget et sensationsnederlag med sine to scoringer.

At man i sidste ende fik sejren i land var takket være individuelle præstationer, og ikke en kollektiv holdindsats. De Jong og Jordi Alba sendte hver især en fremragende pasning afsted, og Griezmann gjorde ved begge lejligheder arbejdet færdigt på kynisk vis. Men udover disse to aktioner, var der så godt som intet positivt at spore i catalanernes spil.

Quique Setién har med andre ord et stort stykke arbejde foran sig, hvis man kigger på hans to første kampe i trænersædet. Holdet har lynhurtigt taget trænerens ønske om høj boldbesiddelse til sig, men det er altafgørende, at man formår at omsætte de mange afleveringer til chancer - som man så De Jong og Alba gøre det mod Ibiza. To afslutninger er ikke nok.

Bagkæden skal derudover blive markant bedre afstemt, end det var tilfældet ved gårsdagens pokalkamp. Her er man en smule undskyldt, fordi Setién valgte en meget alternativ opstilling med en forsvarskonstellation, der aldrig er blevet anvendt tidligere. Men det må alt i alt kunne forventes, at et hold af Barcelonas kapacitet kan dominere et hold fra den tredje bedste række - også selvom det er en 'knald eller fald'-kamp på udebane.

.:FORSIDE:.