fbpx
Annonce

Overblik: Hvilke spillere kan blive solgt til sommer?

Allan Stefan - 20.05.22

Med 2. pladsen i hus kan Xavi, Mateu Alemany, Jordi Cruyff og co. så småt begynde at planlægge hvem der skal væk. Få her et overblik over hvilke spillere der har størst sandsynlighed for at blive solgt til sommer. 

Listen omfatter ikke udlejede spiller som f.eks. Griezmann, Trincao eller Pjanić og heller ikke spillere med kontraktudløb, som f.eks. Dembélé og Sergi Roberto, som Barca af gode grunde ikke kan kræve penge for.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Den lange liste ser således ud:

Samuel Umtiti
Franskmanden blev betegnet, som en af verdens bedste forsvarsspillere i perioden 2016-2018 efter blandt andet at have vundet både to La Liga trofæer og VM med Frankrig. Siden da har skader ødelagt en ellers lovende karriere for den tidligere Lyon-spiller. Umtiti har blot spillet en kamp under Xavi og det ligner unægteligt, at hans tid i det catalanske er kommet til en ende. Flere franske klubber har bejlet til midterforsvaren og i skrivende stund ligner et skifte tilbage til den franske liga, dét sted Umtiti i fremtiden skal slå sine folder.
Sandsynlighed: Over middel

Clément Lenglet
Lenglets forløb i Barca har mange paralleller til Umtitis. Den venstrefodede forsvarspiller leverede to godkendte sæsoner for blaugrana, men med tiden har skader og mangel på kontinuerlig spilletid, stoppet franskmandens udvikling. Det er tydeligt, at Xavi ikke har tiltro til den tidligere Sevilla-spiller, og Lenglet er angiveligt blevet rådet af Barcas ledelse til, at takke ja til de tilbud der måtte komme til sommer. Flere klubber i England samt hans tidligere arbejdsgiver, Sevilla, skulle være blandt bejlerne. 
Sandsynlighed: Over middel

Neto
Barcas 2. målmand gennem en årrække skulle efter sigende være træt af at stå i Ter Stegens skygge, og ønskede et skifte væk fra Barca allerede i januar-vinduet. Det ønske blev angiveligt afslået grundet Xavi fortsat ville have en pålidelig reservekeeper sæsonen ud. Meget tyder dog på, at reservekeeper-tjansen vil blive givet til den udlejede Iñaki Peña, der har tilbragt det sidste halve år i Tyrkiet. Med Peña tilbage i truppen ligner det et sikkert salg af den brasilianske Neto.
Sandsynlighed: Over middel 

Martin Braithwaite
Danskeren har haft det sværeste år i sin karriere. Meget få minutter på banen og ingen tillid fra træner Xavi, har resulteret i at den tidligere Esbjerg-spiller er bagerst i angrebshierakiet hos Barca. Hvis Braithwaite skal gøre sig nogen forhåbninger om at blive udtaget til Danmarks VM-trup i Qatar, skal han finde sig en ny klub hurtigst muligt. Braithwaite har dog vist glimt af klasse i sin tid hos catalanerne. Flere Premier League-klubber samt hold i Spanien skulle have vist deres interesse for den arbejdsivrige dansker.
Sandsynlighed: Over middel

Óscar Mingueza

Catalaneren har primært været brugt som substitut på højrebacken denne sæson i de kampe, hvor både Alves og Dest har været fraværende. På trods af en fornuftig kamp i midterforsvaret mod Getafe, ligner Mingueza ikke en spiller Xavi for alvor sætter sin lid til. Med de enorme økonomiske udfordringer klubben fortsat er i, skal der så mange penge ind i klubkassen, som overhovedet muligt, og et salg af Mingueza virker derfor oplagt. 
Sandsynlighed: Over middel    

Riqui Puig
Endnu en catalaner, som ikke har været i stand til at overbevise Xavi - eller de mange trænere før ham. Puig er blevet overhalet indenom af både Nico og Gavi denne sæson, og det ligner angiveligt, at Puig, skal bevise sit værd et andet sted end hos Barca.  Riqui Puigs kontrakt udløber i 2023, så enten bliver han solgt allerede denne sommer, eller så forlænger ledelsen hans kontrakt, for så at kunne udleje Puig med forhåbning om at hæve hans markedsværdi.
Sandsynlighed: Over middel

Memphis Depay
Barcas topscorer har spillet en godkendt sæson; han har tilpasset sig godt og har scoret vigtige mål for klubben. Med kontraktudløb allerede i 2023 er klubben dog tvunget til enten at sælge hollænderen eller forlænge hans kontrakt. Alligevel ligner det at Ousmane Dembélé kan afgøre hollænderens skæbne i klubben. Hvis den franske kant-spiller forlænger sin aftale med Barca, ligner det et skifte væk fra Catalonien for Memphis. Det betyder at klubben skulle være åben for at sælge Memphis, hvis det rette bud tikker ind. Klubber i England skulle angiveligt stå klar med en kontrakt og med Arsenal som den største bejler. Memphis’ markedsværdi er estimeret til omkring 45 millioner euro. 
Sandsynlighed: Middel

Sergiño Dest
Amerikaneren er et af Barcas største salgsemner. Xavi skulle angiveligt være glad for Dest, og være tilfreds med den udvikling, som højrebacken har gennemgået, men som landet ligger, overruler behovet for at tjene penge til Barcas spillerbudget alt andet. Arsenal, Valencia og Bayern er angiveligt blandt de mange klubber som er varme Barcas højreback, der har en markedsværdi på omkring 20 millioner Euro. 
Sandsynlighed: Middel

Frenkie de Jong
Indtil for ganske nyligt kunne man ikke forestille sig, at Barcas ville lade sin hollandske guldfugl skifte til en anden klub, men efter Manchester Uniteds ansættelse af de Jongs tidligere træner, Erik ten Haag, har rygterne omkring de Jongs snarlige skifte stået massivt til. Senest var det den normalt velinformerede journalist, Gerard Romero, som meddelte at de Jongs skifte til United var 95% sikkert. Efterfølgende har diverse medier også linket hollænderen med både Manchester City og PSG. Frenkie de Jong render rundt med et massivt prisskilt på omkring 70-80 millioner euro, hvilket vil være et massivt boost til Barcas økonomi.
Sandsynlighed: Middel

Pierre-Emerick Aubameyang
Alemany og co. beslutning om at hente en notorisk målscorer har givet pote. Siden ‘Auba’ kom til klubben i januar, har han været intet mindre end forrygende, og i skrivende stund står han noteret for 11 mål i 16 liga kampe. Men med Barcas ønske om, at hente Robert Lewandowski til klubben, kunne det muligvis sætte en stopper for spilleren fra Gabon videre færd i klubben. 
Sandsynlighed: Under middel

Marc-André ter Stegen
Tyske Ter Stegen runder sit ottende år i blaugrana siden han i 2014 ankom fra Borussia Mönchengladbach og i løbet af årene har han udviklet sig til at én af de bedste målmænd i verden. I de seneste år hvor Barca i højere grad end tidligere har kæmpet med spillet, har tyskeren vist sig som en vigtig og sikker sidste skanse, som mange gange har været direkte årsag til, at catalanerne har fået point. Det kan af den årsag virke besynderligt at overveje at sælge ham. Den catalanske presse har tidligere spekuleret i, hvor utilfreds Ter Stegen mon er med de mange missede trofæer de seneste sæsoner, men tyskeren selv har aldrig følt behov for at beklage sig, men altid opført sig eksemplarisk. Samtidig er der heller ingen af de største klubber, som umiddelbart har et presserende behov for at smide mange millioner efter en verdensklassemålmand så spørgsmålet er, hvor sandsynligt det er, at der kommer bud ind på tyskeren denne sommer.
Sandsynlighed: Under middel

// transfer
.:FORSIDE:.