fbpx
Annonce

Første scoring af Ivan Rakitic i 15 måneder

FCBARCELONA.DK - 25.06.20

© Getty Images
// Rakitic // Bilbao

Ivan Rakitic blev matchvinder, da han scorede Barcas eneste mål i 1-0 sejren over Athletic Club Bilbao. Målet var hans første for Barca siden marts måned 2019, men scoringen var værd at vente på.

Der manglede 20 minutter af kampen mod Bilbao, da Ivan Rakitic først energisk erobrede bolden på kanten af feltet, spillede bande med Leo Messi, for til sidst at banke den i nettet til en forløsende 1-0 scoring. Målet kom i et opgør hvor Barca endnu en gang dominerede uden at skabe det store.

Rakitic startede ellers på bænken mod Bilbao, men efter lidt mere end en times spil kom han på banen i stedet for Busquets. Syv minutter senere gjorde han det til 1-0, der også blev kampens resultat.

Rakitic er ikke nogen hyppig målscorer for Barca. Hans seneste scoring går helt tilbage til den 2. marts 2019 og dengang blev han også matchvinder. Her scorede han nemlig det eneste mål i El Clásico i Madrid i Barcas 0-1 sejr.

Målet mod Bilbao kommer på et tidspunkt hvor der er masser af spekulationer om Rakitic forlader Barca efter denne sæson.

.:FORSIDE:.