Et år er gået uden tilskuere på Camp Nou

FCBARCELONA.DK - 06.03.21


Den 7. marts 2020 var der 77.035 tilskuere til kampen mod Real Sociedad. Siden har Camp Nou ligger øde hen, når Barca har spillet sine hjemmekampe. I morgen er det altså et år siden der sidst var tilskuere på Camp Nou.

Ingen havde i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at Barca skulle spille uden tilskuere et helt år. Da verden lukkede ned i marts måned sidste år på grund af coronavirus, forestillede mange sig en pause på nogle måneder.

Det lysnede da også i løbet af sommeren og man begyndte at tale om muligheden for et begrænset antal tilskuere, men pandemien tog på ny fart og stadions rundt omkring i Europa lå øde hen.

Den klub der er ramt hårdest på manglende billetindtægter i Europa er Barca. Camp Nou er det største stadion i Europa og der kommer altid flere tusinde turister til kampene, der udover at betale en pæn pris for billetterne, også lægger mange penge ved at købe merchandice og besøge klubbens museum. Alle disse indtægter har manglet et år og det gør ondt.

Lukningen af Camp Nou er også mentalt hårdt for klubbens medlemmer, for 85.000 af dem har sæsonkort med faste pladser. Her har det været en livsstil gennem generationer at møde frem når Barca spiller.

Heller ikke spillerne har det nemt på et tomt Camp Nou. Det runger på det kæmpe stadion, når spillerne råber til hinanden under kampen. Det giver en mærkelig tom stemning og det kan ikke undgå at påvirke intensiteten i forhold til, at 90.000 tilskuere bakker op. Man har talt om, at hjemmebanefordelen er klart mindre under corona.

Som det ser ud nu, venter der ikke en åbning af Camp Nou lige om hjørnet. Catalonien er stadig hårdt ramt af smitte og restriktioner, så de fleste forventer, at hele sæsonen bliver uden tilskuere.

Håbet er, at man fra næste sæsons start så småt kan begynde at åbne op for tilskuere, men i hvilket omfang og hvordan det praktisk kommer til at foregå, ved man af gode grunde ikke endnu.

Barcas næste hjemmekamp er mandag den 15. marts, hvor Huesca lægger vejen forbi det gabende tomme Camp Nou.

.:FORSIDE:.