fbpx
Annonce

Dembélé brugte sin tofodethed ved straffesparkene

Jacob Møller Nielsen - 14.01.21

© Getty Images
// Ousmane Dembélé // Supercup

I går aftes slog Barca Real Sociedad ud af Supercuppen efter straffespark. I straffesparkskonkurrencen blændede flere af Barca-spillerne, især Ter Stegen, men også Dembélé viste sin anderledes sparketeknik frem, som virkede til perfektion.

Barcelona er tæt på at kunne tage sin første titel i sæsonen, når de på søndag skal møde vinderen af det andet semifinale-opgør mellem Athletic Club Bilbao og Real Madrid, som spilles i aften. Klubben sikrede sig i går aftes pladsen i finalen efter et intenst opgør med Real Sociedad, som måtte afgøres i straffesparkskonkurrence.

Undervejs i straffesparkskonkurrencen så man flere flotte præstationer fra koldblodige Barca-spillere, specielt Ter Stegen, som vel nok endnu engang reddede Barca og hjalp sit hold til en finaleplads med en samlet sejr på 4-3.

Også Dembélé spillede en god kamp, og under straffesparkskonkurrencen var han Barcas anden skytte. Her viste han sin noget anderledes sparketeknik frem, som viste sig at være effektiv, da franskmanden scorede og bragte Barca foran i straffesparkskonkurrencen.

Franskmanden brugte nemlig sin tofodethed, hvor han først lod som om, at han ville sparke til kuglen med venstre ben. Herefter flyttede han sig over i den modsatte side og skød i stedet med højre og scorede. En anderledes teknik, som nok har overrasket målmanden, og som samtidig var effektiv. Den vidner i hvert fald også om Dembélés selvsikkerhed med begge ben, når han på den måde nærmest driller målmanden inden sparket.

Om Dembélé i fremtiden scorer flere kasser på samme måde, som han gjorde i går, bliver spændende at se. Hvis den anderledes sparketeknik viser sig at være effektiv, kan det i hvert fald godt være fremtidens straffesparksskytte, som Barca har i franskmanden.

.:FORSIDE:.