fbpx
Annonce

Bør Barca vente længere på svar fra Dembélé?

FCBARCELONA.DK - 29.05.22

// Ousmane Dembélé

I næsten en hel sæson har Barca ventet på svar fra Dembélé om han ønsker at forlænge. Endnu har han ikke svaret og spørgsmålet er, om det i sig selv ikke er hans svar. Ville han blive, havde han nok sagt det forlængst.

To ting er helt sikkert når det handler om Ousmane Dembélé. Hans kontrakt med Barca udløber den 30. juni og klubbens tilbud om forlængelse ligger langt under hvad andre klubber kan tilbyde. Alligevel håber man i Barca at han gerne vil forlænge.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Dagene, ugerne og månederne er gået, uden at hverken Dembélé eller hans agent Moussa Sisokko har givet Barca svar på det tilbud om forlængelse, som længe har ligget på bordet. Når de ikke svarer kan det kun skyldes, at de overvejer andre løsninger og ikke har Barca øverst på ønskesedlen.

Dembélé står frit til at vælge sin egen fremtid, men med sin tavshed viser han, at han ikke finder Barcas tilbud interessant, hverken økonomisk eller sportsligt. Ellers havde han svaret forlængst.

Barcas sportslige ledelse er godt i gang med planlægningen af næste sæson og de har brug for at vide hvor Dembélé står. Forlænger han, skal der gøres plads i lønbudgettet og skifter han, skal der findes en afløser.

Transfervinduet denne sommer lukker først med udgangen af august, så reelt kan Dembélé trække sin beslutning i tre måneder mere. Så lang tid går der næppe, for en ny klub vil kræve at gøre brug af angriberen i juli måned, når den nye sæson skal forberedes.

Alt imens Dembélé finder ud af hvad han vil, sidder Barcas ledelse pænt og venter. Spørgsmålet er om de ikke snart burde droppe franskmanden, der ikke viser det store hensyn til den klub, der har betalt hans løn i fem år.

.:FORSIDE:.