fbpx

Barca har fortalt La Liga om deres transferplaner

Peter Vyff - 29.06.23

// transfer

Selvom Barca har foretaget sig en smule på transfermarkedet, så forventes travlheden at stige de næste to uger. Ledelsen har angiveligt planer om at hente i alt fire spillere, samt tage afsked med seks, hvilket de har informeret La Liga om.

Som forventet så blev İlkay Gündoğan den første store signing på Camp Nou, da han ankom på en transferfri aftale fra Manchester City. Catalanerne er dog langt fra færdige med at handle, og alt imens ledelsen forventes at annoncere tilgangen af Iñigo Martínez, så arbejdes der også på to yderligere handler.

Det skriver journalisten Gerard Romero, der også tilføjer at der fortsat fokuseres på at hente en direkte erstatning for Sergio Busquets, samt en backup for Robert Lewandowski. Ledelsen har her fokus på henholdvis Marcelo Brozović og Vitor Roque, der dog er stærkt betingede af, at der genereres indtægter fra spillersalg.

Artiklen fortsætter under annoncen


Præsidenten Joan Laporta skulle dog have indleveret en overordnet transferstrategi til La Liga, som blev godkendt, da de accepterede ledelsens økonomiske plan for næste sæson. Og hvis det holder stik, så betyder det ifølge Romero, at Samuel Umtiti, Clément Lenglet, Sergiño Dest, Álex Collado, Nico González og Franck Kessié alle skal forlade Camp Nou.

Catalanerne får dog svært ved at sælge de seks spillere for mere end 100 mio. euro, hvilket er nødvendigt hvis der skal blive råd til Brozović og Roque. Ledelsen arbejder fortsat under lønrestriktionerne, som betyder, at der maks må bruges 50% af genererede indtægter på nyindkøb og kontraktforlængelser.

Derfor er der fortsat spekulationer omkring fremtiden for Ansu Fati og Ferran Torres, der hidtil har afvist at forlade Camp Nou. Catalanerne kan dog blive nødsaget til at presse Barca-duoen afsted, hvis ledelsen skal lykkes med deres transferplaner her i sommerpausen.

.:FORSIDE:.