Laportas tavshed om Sergi Roberto vækker opsigt
FCBARCELONA.DK - 26.07.24
// Joan Laporta
Barca-anfører Sergi Roberto står lige uden klub, efter at hans kontrakt udløb den 30. juni. Ved præsentationen i går af Hansi Flick blev der spurgt til spilleren og hvad der især vakte opsigt var, at Laporta ingenting ville sige.
Der har været forlydender om, at Barca har sat Sergi Roberto i venteposition omkring en mulig forlængelse, indtil klubbens situation med de økonomiske fairplay-regler kendes. Skal man dømme ud fra hvad der skete i går på pressemødet, kan Sergi Roberto meget vel være fortid i klubben.
Først blev Hansi Flick spurgt konkret til Sergi Roberto. 'Han er ikke en del af klubben i øjeblikket' lød det korte og kontante svar fra tyskeren. Kort forinden havde Flick slået fast, at han kun ønskede at kommentere de spillere han råder over.
Præsident Joan Laporta sad lige ved siden af og var helt tavs, og tavsheden hang i luften nogle sekunder. Alle ventede at præsidenten ville sige noget, men det gjorde han ikke.
Laporta kunne have rost Sergi Roberto for hans loyalitet og mange år i klubben og sagt, at situationen endnu ikke var afklaret, for den måde at vise respekt for holdets anfører i sidste sæson. Mange tolker præsidentens tavshed som om, at Sergi Roberto ikke længere indgår i planerne.
Dermed skal den 32-årige Sergi Roberto ud og finde sig en ny klub og det bliver ikke svært. Flere klubber i La Liga og i Premier League har vist sig klar til at overtage den transferfrie spiller, blandt dem Girona, Sevilla, Aston Villa og West Ham. Også Ajax skulle være interesserede.
