fbpx
Annonce

Avis: PSG er klar med 25 mio. euro for Emerson

FCBARCELONA.DK - 20.01.21

© Getty Images
// Emerson

Barca er måske tæt på at høste en pæn gevinst på en spiller de slet ikke har i truppen. Der er tale om Emerson, som Barca har udlånt til Betis i to sæsoner og som PSG skulle være klar til at betale 25 mio. euro for.

Sagen om Emerson er en af de mere løjerlige indenfor professionel fodbold. Barca købte den brasilianske højre back i sommeren 2019 fra Atlético Mineiro i samarbejde Betis, der fik stillet spilleren til rådighed i to sæsoner. Prisen var 12 mio. euro og her betalte Betis halvdelen for at kunne råde over den i dag 22-årige spiller.

Siden har Emerson gjort det ganske fornuftigt i den andalusiske klub, hvor han har tilkæmpet sig en stamplads og i denne sæson er noteret for 16 kampe.

Det har skabt interesse hos andre klubber og nu fortæller avisen Sport, at PSG's sportschef Leonardo skulle være klar med 25 mio. euro for spilleren. For små to uger siden kunne vi her på fcbarcelona.dk for første gang fortælle om PSG's interesse og nu er der altså kommet tal på den mulige transfer.

PSG vil have Emerson allerede her i januar og bliver det en realitet, skal Betis kompenseres for den sidste halvdel af sæsonen hvor de må undvære brasilianeren. Hvor meget af de 25 mio. euro de har ret til, er uvist.

Det indgår tilsyneladende ikke i Barcas planer selv at bruge Emerson fra næste sæson, selvom han gør det godt hos Betis. Man tænker mere på, at få nogle penge i den slunke klubkasse og her vil 25 mio. euro lune gevaldigt.

.:FORSIDE:.