fbpx
Annonce

Avis: Barca skylder 1,7 mia. kr. for købte spillere

FCBARCELONA.DK - 05.10.21

// Økonomi

At Barcas økonomi på alle fronter er under et massivt pres, er velkendt af alle. Nu er det kommet frem, at Barca skylder 1,7 mia. kr. til andre klubber for spillerkøb gennem årene, som de stadig betaler af på.

Det er helt normalt indenfor den professionelle fodboldverden, at en klub afdrager på den købesum der er indgået aftale om. Klubber skylder således penge til andre klubber for de spillere der er købt. Det sker meget sjældent, at en spillerhandel afregnes på én gang.

Artiklen fortsætter under annoncen
article stol


Ved regnskabet for sæsonen 2020/21 viser det sig, at Barcas gæld til andre klubber for spillere er så stor som 230 mio. euro, svarende til 1,7 mia. kr. Den gæld kæmper klubben med at betale af på, men det er ikke nemt, når indtægterne er faldet så meget som det er tilfældet under coronakrisen.

Avisen Sport fortæller, at Barca mangler at betale Juventus 385 mio. kr. for Pjanic, der denne sommer er sendt videre til Besiktas på en lejeaftale. Beløbet er nærmest en katastrofe, for dels var Pjanic en gedigen fiasko, dels får Barca aldrig så mange penge for ham, når han skal sælges videre efter lejeopholdet i Tyrkiet.

De næste på listen er Frenkie de Jong på 360 mio. kr. som Barca skylder Ajax, samt Coutinho, hvor Liverpool stadig har 315 mio. kr. til gode.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca kan trøste sig en smule med, at andre klubber også skylder catalanerne penge. Her er det samlede beløb dog kun på 188 mio. kr., hvor Nice topper listen med en gæld på 61 mio. kr. for Todibo.

At Barca er gældstynget er ingen stor nyhed, men det er alligevel overraskende, at de skylder så mange penge for spillere, hvor hovedparten af dem allerede er væk igen. Ud over Pjanic drejer det sig om spillere som f.eks. Arthur, Malcom og Trincao.

.:FORSIDE:.