fbpx
Annonce

Getafe – FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 28.09.19

© Getty Images
// Getafe

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Junior, Busquets (Rakitic 79’), De Jong, Arthur, Griezmann (Semedo 74’), Suárez og Pérez (Todibo 85’)

Bænk: Neto, Semedo, Wague, Todibo, Vidal, Rakitic og Aleñá

Mål: 0-1 Suárez (41’), 0-2 Junior (48’)

Barca havde hverken Messi eller Ansu Fati med til udekampen mod Getafe, hvor også Dembélé måtte melde afbud lige op til kampen med lårproblemer. Det var derfor en kraftigt svækket offensiv Valverde havde til sin rådighed til et opgør, hvor holdet skulle forsøge at hente sæsonens første udesejr.

Getafe mødte Barca meget højt på banen i et energisk pres, som gæsterne dog håndterede ganske fornuftigt, ikke mindst på grund af stor boldsikkerhed hos Arthur og De Jong. De indledende minutter var meget taktiske og jævnbyrdige og der skulle gå 10 minutter inden opgørets første afslutning kom, da Getafe sendte et skud langt over. Lige efter var det Barcas tur, da Pérez energisk erobrede bolden i Getafes felt og trak fri, men hans skud sad lige på målmanden. Den chance burde han havde fået mere ud af.

Getafes pres mistede langsomt styrke og det virkede som at Barca havde tingene fint under kontrol, uden at de dog skabte det store. Det gjorde Getafe heller ikke, så man skulle hen til midt i halvlegen før at næste mulighed kom og den var til hjemmeholdet. Her blev det catalanske forsvar spillet tyndt så Ángel kom fri, men Ter Stegen gjorde sig bred og afværgede flot. Getafe var farlige få minutter senere, men her kom Junior i vejen med en vigtig blokering. Efter en halv time lykkedes Barca med en omstilling, hvor Suárez afsluttede godt fra kanten af feltet, men bolden sneg sig et par centimeter forbi mål.

Kampen fortsatte med at være jævnbyrdig og begge hold forsøgte konstant at komme fremad banen. Det lykkedes for Getafe i det 41.minut, hvor Ángel blev spillet fri i dybden. Ter Stegen kom godt ud af målet for næsen af sin modstander og han sendte straks bolden op i den anden ende, hvor Suárez pludselig kom fri. Han løftede køligt bolden over målmanden til en catalansk 0-1 føring. Flot scoring på et fantastisk oplæg af Ter Stegen. I halvlegens sidste minut var Suárez tæt på igen, men denne gang gik bolden forbi. Det blev dermed ved 0-1 ved pausen efter en udmærket halvleg af Barca.

Barca fik en perfekt start på anden halvleg, da Pérez afsluttede godt fra distancen i det 48. minut. Målmanden kunne ikke holde på bolden og Junior var hurtig på riposten og scorede sit første mål for klubben. Barca sad på spillet fra anden halvlegs start, hvor de holdt godt på bolden. Getafe forsøgte sig igen med det høje pres, men Barca spillede sig for det meste ud af det uden de store problemer. Den catalanske defensiv fungerede fint og Getafe lykkedes ikke med at komme i nærheden af noget der så farligt ud.

Barca koncentrerede sig mest om at styre spillet, men efter lidt mere end en time blev Suárez sendt afsted mod Getafes mål hvor han fik afsluttet, men målmanden afværgede. Getafe gjorde alt hvad de kunne, men deres satsning gav også god plads til Barca. Det resulterede i nogle situationer der var tæt på at blive farlige foran hjemmeholdets mål. Barca fortsatte med at kontrollere fint og man skulle hen til et kvarter før tid, før Valverde valgte at foretage sin første udskiftning. Semedo afløste Griezmann og det betød at Sergi Roberto rykkede op på midtbanen. Kort efter kom Rakitic ind i stedet for Busquets.

10 minutter før tid var der dramatik, da Lenglet kom for sent i en tackling og fik sit andet gule kort i kampen. Dermed var Barca reduceret til 10 mand. Det fik hurtigt Valverde til at sende Todibo på banen i stedet for Pérez. Nu skulle sejren køres hjem. Getafe satsede alt i slutfasen og fik sat Barca under pres. Bolden blev sendt ind i feltet i og det blev til et par hovedstødsafslutninger, en af dem tæt over mål, men i nettet kom bolden ikke. Barcas spillere holdt hovedet koldt i slutminutterne og Getafe kom aldrig i nærheden af at skabe spænding om resultatet.

Det sluttede således med en fortjent sejr på 0-2 efter en solid og disciplineret indsats, der gav holdet den første udesejr denne sæson.

.:FORSIDE:.