// Xavi // La Liga
Efter søndagens 0-0 forestilling ude mod Getafe er det nu en kendsgerning, at Xavi ikke har tabt én eneste kamp på udebane i ligaen, siden han overtog cheftrænerposten i midten af november i sidste år.
Faktisk har Xavi blot tabt en enkelt kamp på udebane i samtlige turneringer catalaneren har deltaget i. Nederlaget kom i Champions League gruppespillets sidste spilledag, da Bayern München definitivt sendte Barca ud af turneringen med et smerteligt 3-0 nederlag.
Artiklen fortsætter under billedet

Siden Xavi overtog roret, har Barca været det bedste udehold i den spanske liga. I de 14 udekampe med Xavi på sidelinjen, har det catalanske storhold hentet 32 point ud af 42 mulige, hvilket er kommet på baggrund af ni sejre, fem uafgjorte og altså ingen nederlag.
I Barcas ubesejrede stime har der været nogle mindeværdige præstationer i blandt. Luuk de Jongs sene udligning i det 96. minut ude mod bysbørnene fra Espanyol til stillingen 2-2. Aubameyangs hattrick ude mod Valencia, hvor Barca spillede blændende og vandt suverænt opgøret med 1-4. Den seneste udesejr mod Betis, hvor Jordi Alba dukkede op i feltet, og leverede sæsonens tordenskrald for dermed, at sikre Barca en 1-2 sejr. Og selvfølgelig sæsonens højdepunkt, hvor Barca totalt udspillede og dominerede Champions League-finalisterne fra Real Madrid med hele 0-4.
Hjemme på Camp Nou er historien dog en anden. Real Betis, Cádiz og Rayo Vallecano er alle lykkedes med at hente tre point og en 0-1 sejr, da de gæstede Europas største stadion.