fbpx
Annonce

Stor Trincão-interesse er godt nyt for Barca

Peter Vyff - 13.04.24

// Francisco Trincao

Francisco Trincão har formået at få gang i karrieren hos Sporting, siden han forlod Barca. Portugiseren har gjort det så godt, at han nu er blevet et varmt emne på transfermarkedet, og det kan vise sig gavnligt for catalanerne.

Barca tog før denne sæson afsked med Francisco Trincão, der aldrig formåede at få sit gennembrud hos de spanske mestre. Kantspilleren nåede kun at tilbringe et år hos catalanerne, inden han blev sendt ud i en række låneophold, deriblandt til Sporting i hjemlandet Portugal.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Her gjorde Trincão det så godt, at portugiserne valgte at købe ham for syv mio. euro, hvor Barca samtidig fik inkluderet en tilbagekøbs- og videresalgsklausul. Det kan nu vise sig at få stor betydning for catalanerne, der har hårdt brug for indtægter.

Den tidligere Braga-spiller har ifølge avisen Sport tiltrukket sig en del opmærksomhed fra to unavngivne Premier League-klubber, samt Bayer Leverkusen i Bundesligaen. Trincão har da også været godt spillende i denne sæson, hvor det er blevet til ni mål og otte assists for Sporting, der nærmer sig det portugisiske mesterskab.

Skulle fløjspilleren ende med at blive solgt, kan det vise sig ekstremt gavnligt for Barca, der har 50% af rettighederne til Trincão. Og eftersom Sporting angiveligt kræver i omegnen af 30 mio. euro for portugiseren, kan catalanerne ende med en pæn gevinst på 15 mio. euro.

Ledelsen betalte selv 30 mio. euro for den 24-årige Trincão, og selvom han har indbragt 10 mio. euro i lejeindtægter, ser han ud til fortsat at blive en overskudsforretning for Barca. Indtægten vil dog være en kærkommen gevinst for ledelsen, der også har sikret sig lignende klausuler på Jean-Clair Todibo, Ez Abde og Mika Marmol.

Det er dog endnu for tidligt at spå om, hvorvidt der er hold i rygterne, men det er dog med sikkerhed en situation som Barca vil følge tæt de kommende måneder.

trincao1F

.:FORSIDE:.