fbpx
Annonce

Stor spænding om sæsonens første startopstilling

FCBARCELONA.DK - 13.08.22

// Rayo Vallecano

Med den godkendte indskrivning af seks spillere i går aftes har Xavi stort alle mand at trække på, når han i aften skal sætte holdet til sæsonens allerførste ligakamp, hvor Rayo Vallecano kommer på besøg.

Xavi har flere gange udtalt, at de nye forstærkninger gør det svært for ham at vælge startopstillingen. Der er mindst to gode valgmuligheder på næsten alle positioner, så det bliver spændende at se, hvem der starter inde i aftenens kamp.

Der er reelt kun få spillere der må anses som selvskrevne, nemlig Ter Stegen, Busquets, Jordi Alba, Pedri og Lewandowski, men derudover er det meget åbent. Eneste spiller som Xavi må undvære er Koundé der endnu ikke er indskrevet og som stadig ikke er klar efter en lyskeoperation.

Artiklen fortsætter under annoncen


Højrebacken står mellem Sergi Roberto og Araujo, da Dest uventet ikke er med i dagens trup. Rayo presser intensivt og højt på banen , så måske Xavi foretrækker den defensivt stærkeste af de to, hvilket er Araujo.

Centralt i forsvaret står kampen mellem Piqué, Christensen, García og Araujo. Spørgsmålet er om Xavi føler at Piqué er klar efter hans tilbagevendende lyskeproblemer sidste sæson. Det er nok forventeligt, at det bliver Christensen og Eric García der får opgaven.

På midten er det umuligt at forudse hvem Busquets og Pedri får selskab af. Gavi, Kessié, Pjanic og De Jong slås om pladsen. Reelt står valget nok mellem Gavi og De Jong og mon ikke al polemikken omkring hollænderens fremtid sender ham ud på bænken.

Xavi ser ud til at være begejstret for trioen med Lewandowski og de to hurtige kanter Dembélé og Raphinha, men hvad så med holdets 10'er Ansu Fati? Publikum på Camp Nou elsker Ansu Fati, så måske han får pladsen fra start på bekostning af Raphinha. Givet er det nok at Memphis, Torres og Aubameyang tager plads på bænken.

Dermed kunne et forsigtigt bud på en startopstilling i aften se således ud: Ter Stegen, Araujo, Christensen, García, Alba, Busquets, Pedri, Gavi, Dembélé, Fati og Lewandowski.

Kampen spilles kl. 21.00 i aften og den kan ses på TV2 Sport X.

 

.:FORSIDE:.