fbpx
Annonce

Sergi Roberto: 'Jeg ønsker at blive i Barca'

Simon Arun Vrábel - 28.12.22

// Sergi Roberto

Den 30-årige Sergi Roberto har kontraktudløb til sommer og på trods af, at catalaneren ikke har spillet meget i denne sæson, så udtaler han i et interview med radiostationen RAC1, at hans ønsker er at blive i Barca.

Sergi Roberto har spillet hele sit liv i Barca og i dag er han én af holdets fire anførere. Alligevel anses den 30-årige catalaner ikke som en nøglespiller i Xavis nye projekt og med kontraktudløb til sommer er hans fremtid uvis. Roberto selv er dog meget afklaret med situationen og i det seneste interview, som han gav til den catalanske radiostation RAC1, understregede han, at han føler tillid fra Xavi og at han håber at få lov til at slutte karrieren i Barca.

'Vi er ikke begyndt at snakke om kontraktforlængelse endnu, men mit ønske er at blive i Barca' indledte Sergi Roberto om sin fremtid.

'Ud fra det, som trænerstaben har formidlet til mig, er de meget glade for mig og vil have mig til at blive, men vi er ikke begyndt at snakke sammen endnu. De sidste to år har jeg ikke nydt det, og jeg ville ikke forlade klubben med den følelse, som jeg hidtil har haft. Nu nyder jeg fodbold igen og jeg ville være meget glad for at kunne fortsætte i klubben og være i stand til at nyde min fodbold på banen med Barca-trøjen'.

Sergi Roberto har i de seneste år været plaget af skader og derfor er det ikke blevet til megen spilletid under Xavi. Heldigvis for den alsidige catalaner ser han ud til at være kommet sig over sine skader og nu kæmper han med Hectór Bellerín om spilletiden på højrebacken, hvor Jules Koundé nu også er blevet en konkurrent. Sergi Roberto er dog meget ydmyg omkring sin situation.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Lige nu tjener jeg som en nyoprykket B-holdsspiller, men jeg gør det med stolthed, fordi jeg vil være her. Jeg ønsker at blive her, og nu nyder jeg mit liv igen så for mig er det økonomiske spørgsmål ikke vigtigt. Sidste gang jeg forhandlede kontrakt med klubben behøvede jeg ikke at nedsætte min løn, fordi jeg lige havde skrevet under på en kontrakt, men vi skal alle hjælpe klubben i den økonomiske situation som den er i' forsatte akademispilleren, som til sommer kan fejre 10-års jubilæum på førsteholdet.

Hvis den sportslige ledelse skulle være nervøs for at forlænge Sergi Robertos kontrakt på grund af hans skadeshistorik så gjorde catalaneren i radiointerviewet det helt klart for sine lyttere, at han er ”fit-for-fight” og klar til at kigge frem imod et nyt og bedre år.

'Efter min operation følte jeg ikke længere nogle gener og jeg er kommet mig perfekt. Alt har ændret sig til det bedre siden skaden under Koeman, hvor jeg ikke vidste hvad løsningen var. Dengang trænede jeg maksimalt i fitnesscentret, og der var et øjeblik, hvor man kom til at overveje hele situationen. I 2023 er jeg dog overbevist om, at det bliver et helt andet år, og skaderne vil blive glemt. Jeg er sikker på, at denne anden del af sæsonen vil blive bedre end nogensinde' forudsagde Sergi Roberto inden han fortalte om den primære årsag til, at han ønsker at forsætte i klubben.

'Fra den første dag, Xavi ankom, gav han mig selvtilliden til at kunne træne og komme mig roligt. Han fortalte mig, at de ville vente på mig, og at de havde fuld tillid til mig. For en spiller er det det vigtigste at føle trænerens tillid. Om Xavi ønsker, at jeg spiller midt på banen eller på højre back er jeg ligeglad med, for jeg placerer mig efter hvad der passer holdet bedst. Det er udelukkende Xavis beslutning'.

Siden Sergi Roberto blev en del af førsteholdet i 2013 er det blevet til 328 kampe med 14 mål og 39 oplæg til følge. Den alsidige catalaner er oprindeligt skolet til at spille på midtbanen, men på grund af hans alsidighed har han prøvet at spille alle positioner på det catalanske førstehold med udtagelse af målmand. Man kender dog bedst Sergi Roberto på højrebacken, hvor det er blevet til 162 kampe i karrieren imens han er noteret for 197 kampe på den centrale midtbane.

.:FORSIDE:.