Ousmane Dembélé får massiv kritik i hjemlandet
FCBARCELONA.DK - 19.10.23
// Ousmane Dembélé
Ousmane Dembélé var udset en hovedrolle på Xavis mandskab denne sæson, men han valgte overraskende at skifte til PSG. Her er det slet ikke gået som håbet og nu hagler kritikken ned over den tidligere Barca-spiller.
Havde det stået til Xavi, var Dembélé blevet i Barca, men den franske angriber blev købt fri af PSG og rejste derfor hjem til Frankrig. Her må han sande, at skiftet slet ikke er gået som håbet, hverken hos PSG eller på det franske landshold.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Hans indsats var en autentisk skuffelse' skrev avisen L'Equipe efter Frankrigs kamp mod Skotland. 'Vi havde forventet at han ville skabe noget farligt og gøre en forskel og være kreativ, men det så vi intet af' fortsætter svadaen fra avisen.
Den tidligere franske spiller Johan Micoud var også ude med riven i en kommentar på tv. 'Jeg har tvivlet på Dembélé i måneder. Selvom om han ikke havde nogen flot statistik i Barca, skabte han noget og gjorde en forskel, men efter han kom til PSG, har han intet skabt. Der er mange ting han ikke gør. Jeg tror han har mistet selvtilliden, for han har ingen gennemslagskraft i sine aktioner. Det er bekymrende, for spiller han ikke med sine kvaliteter, kan han ikke bruges til meget' lød det.
I Barcelona tales der ikke om Dembélé og savnet har slet ikke været så stort, som mange havde frygtet. Især den unge komet Lamine Yamal har budt på flot spil i angrebets højre side og det har gjort, at Dembélé allerede er gået i glemmebogen.